FinansWatch

HSBC skuffede på bundlinjen i 2013

Den britiske storbank HSBC kom svagere end ventet ud af sidste år målt på bundlinjen, selv om overskuddet før skat oversteg svimlende 120 mia. kr.

Samlet hentede HSBC et resultat før skat set over hele året på 22,6 mia. dollar - eller 122,8 mia. kr. - men det var altså ikke nok til at tilfredsstille analytikerne, der på forhånd havde ventet et resultat før skat på 24,6 mia. dollar, svarende til 133,6 mia. kr., ifølge estimater fra Bloomberg News.

HSBC bemærker desuden i regnskabet, at banken fastholdt momentum i sit besparelsesprogram gennem hele året. Ved udgangen af 2013 var antallet af medarbejdere da også barberet ned til 254.000 fra 295.000 ved starten af 2011.

HSBC fortæller videre, at banken ser et "stærkt potentiale" for vækst fremadrettet, og bestræbelserne på at finde yderligere besparelser og effektiviseringer, der skal sikre en endnu større bundlinje på sigt, fortsætter desuden.

HSBC-aktien falder med 4,1 pct. til 627,10 pence efter regnskabspræsentationen.

/ritzau/FINANS

 

Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs