FinansWatch

Teleselskaber gør det muligt at betale med mobilen

De danske teleselskabers fælles selskab, 4T Mobile Payments, giver nu danskerne mulighed for at betale for deres varer ved hjælp af bare få tast på mobiltelefonen.

Det sker med mobilbetalingssystemet Paii. Applikationen med det lydrette navn giver i første omgang mulighed for at betale i onlinebutikker og via sms-betaling. Fra slutningen af marts vil TDC-butikker også begynde at give mulighed for betaling med Paii, og flere fysiske butikker ventes at følge efter i 2014.

"Paii er fremtidens digitale tegnebog, der kommer til at revolutionere danskernes mobile muligheder. I første omgang tilbyder vi en løsning, der smelter mobilen og betalingskortet sammen og gør det muligt at betale med mobilen med kun få klik. På sigt har Paii potentiale til at rumme både vores kreditkort, loyalitetskort og medlemskort," siger direktøren for Paii, Peter Bredgaard, ifølge en pressemeddelelse.

I forbindelse med lanceringen skifter 4T Mobile Payments navn til Paii.

Applikationen kan hentes ned fra Apple Store og Google Play fra og med onsdag den 19. februar.

/ritzau/FINANS

Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs