FinansWatch

Danske tilfreds med Goldman-investering trods skattely

Danske Banks pensionsselskab Danica har med hjælp fra banken placeret en 400 mio. kr. stor investering i DONG gennem Goldman Sachs. Alligevel ønsker man ikke at tage stilling til, om finanskæmpens brug af tre skattely er etisk forsvarligt - eller hvad et skattely i det hele taget er.

Danica/PR

Når Danica Pensions kunder i de kommende år forhåbentlig tjener penge på selskabets 400 mio. kr. store investering i DONG, skal pengene først på rundtur gennem Luxembourg, Delaware og Cayman Islands.

Det sker, fordi Danica med hjælp fra en anden afdeling af banken, Danske Capital, har valgt at foretage sin investering gennem den omstridte finanskæmpe Goldman Sachs. Det amerikanske finanshus, der i kølvandet på krisen vandt det klæbrige tilnavn 'Vampyrblæksprutten' (eksternt link) har nemlig valgt at placere sin investering i et selskab i Luxembourg, der igen er ejet af selskaber dels i Delaware og altså på Cayman Islands.

Men den danske stat skal nok få sin retfærdige skat af pengene alligevel, forsikrer man om fra Danicas side.

Skat tabte stort skatteslag mod Goldman Sachs

Et skattely?

Til gengæld afviser man konsekvent at tage stilling til, om Goldmans valg af selskabskonstruktion i sagen er etisk forsvarligt. Armslængden til aftalen er så markant, at man fra Danicas side ikke engang ønsker at tage stilling til, om Cayman Islands er et skattely.

Normalt når I investerer, ser I vel på, om det er etisk forsvarligt. Synes I, at det er etisk forsvarligt at investere gennem indtil flere skattely?

”Svaret er det, vi har sendt til jer,” siger cheføkonom i Danica Jens Christian Nielsen til FinansWatch, med henvisning til tre svar, Danica har fremsendt til FinansWatch per mail.

Svarene optræder til venstre i artiklen i en faktaboks.

Men i de svar tager I jo ikke stilling til, at Goldman kører sine investeringer gennem skattely?

”Det kan jeg ikke kommentere på. Skattereglerne må tage højde for, at man betaler den skat, man skal – i Danmark eller i Luxembourg.”

Inden man putter 400 mio. kr. ind i et selskab, overvejer man så ikke om de opfører sig etisk rent skattemæssigt?

”Der er svaret det samme, som det vi skrevet til jer.”

Cheføkonomen understreger, at Danica har set på Goldmans selskabskonstruktion i sagen, og finder den forsvarlig.

Medier: Derfor fik PensionDanmark nej

Politisk spørgsmål

”Det, vi forholder os til er, som vi også skriver, hvad vi selv betaler i skat til den danske stat. Og den skat er uanset selskabskonstruktion den samme. Hvad andre betaler i selskabsskat, det må være et spørgsmål om skatteregler i Danmark, EU eller et land, som Danmark har en skatteaftale med," siger Jens Christian Nielsen.

I er jo en af investorerne i Goldman Sachs, ikke bare en medinvestor. I invester direkte i deres selskab – og så må I vel også tage stilling til, om selskabet opfører sig ordentligt?

”Der er svaret det, vi har skrevet til jer.”

Men der skriver I jo bare, at I betaler skat, og ellers ikke tager stilling til hvad dem I invester igennem gør, og hvordan de opfører sig. Det lyder underligt – plejer I ikke at overveje, om I investerer etisk forsvarligt?

”Svaret er jo, at det er dig, der siger at der investeres igennem et skattely. Det, som vi forholder os til, og det som vi kan være herrer over, det er at den skat vi selv betaler. Den er den samme, uanset hvad. Derudover er det skattereglerne, der afgør hvad man betaler i skat i de forskellige lande. Hvis de regler og aftaler ikke er i orden, så er det et politisk spørgsmål.”

Dong-chefer kan score milliard kroner på børsnotering

"Jeg er ikke skatteekspert"

Nu siger du, at det er mig, der beskriver det som et skattely – men hvis vi ser bort fra Luxembourg og Delaware, så kan vi vel i det mindste godt blive enige om, at Cayman Islands er et skattely?

”Jeg er ikke skatteekspert. Det er jeg simpelthen ikke. Men man kan jo godt bruge de lande til selskaber, uden at der er tale om skattely."

Men du arbejder i finanssektoren, trods alt. Du ved godt, hvad Cayman Islands er for en størrelse?

”Jeg ved, hvordan det er hos os selv i Danica, og hvad vi gør i Danica. Vi betaler den skat, vi skal.”

Så I forholder jeg ikke til, hvad det selskab I investerer i gør – det er deres ansvar?

”Der må jeg henvise til de svar, vi har sendt til jer," siger Jens Christian Nielsen.

DR Nyheder, der først beskrev at Goldman Sachs ikke kun bruger Luxembourg, men også Cayman Island og den amerikanske stat Delaware i sit køb af DONG-aktier (eksternt link), kunne i samme ombæring fortælle at den adresse i Cayman Islands, der er valgt til formålet, var hjem for hele 18.857 selskaber.

Det fik ifølge DR USA's præsident Barack Obama til i en tale at beskrive adressen som "enten må det være verdens største bygning eller verdens største skattesvindelnummer."

DONG-investor bor i kendte skattely

 

 

Opdateret 12:15 med understregning fra Danicas side om, at man har vurderet Goldmans selskabskonstruktion, og at citat om, at selskaber i Luxembourg, Delaware og Cayman Islands ikke nødvendigvis er lig med skattely.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere