FinansWatch

Deutsche Bank indgår største realkredit-forlig nogensinde

Den tyske finanskæmpe Deutsche Bank har opnået forlig i sin hidtil største realkreditrelaterede tvist med en udgift på svimlende 1,4 mia. euro.

Det oplyser banken i en pressemeddelelse fredag.

Bankens modpart var anlagt af amerikanske Federal Housing Finance Agency - FHFA - som kurator for de to amerikanske boliglån-institutter Fannie Mae og Freddie Mac. FHFA har anklaget Deutsche Bank - og 17 andre finanshuse - for ikke at have givet Fannie Mae og Freddy Mac tilstrækkelig information om visse realkreditrelaterede værdipapirer i perioden 2005-2007.

Forliget følger efter lignende aftaler fra den schweiziske storbank UBS og amerikanske JP Morgan Chase. Og umiddelbart er aftalen - på trods af det høje beløb, der svarer til knap 10,5 mia. kr. - positiv for Deutsche Bank, vurderer Stefan Bongardt, der er analytiker hos Independent Research, over for Bloomberg News.

"Investorerne ser gerne juridiske problemer som dette håndteret. Beløbet er lidt over, hvad vi havde forventet, men det er bedre at få den her slags ting af vejen i stedet for at bruge måneder på at forhandle om nogle få hundrede millioner," siger analytikeren.

Umiddelbart er investorerne da heller ikke i panik over meddelelsen. Deutsche Bank-aktien falder med 0,5 pct. til 45,95 euro på børsen i Frankfurt fredag eftermiddag.

 

/ritzau/FINANS

 

Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs