FinansWatch

Schütze skal udpege systemiske risici

Tidligere Nordea topboss Peter Schütze er sammen med professor Torben M. Andersen og en afdelingschef fra den islandske nationalbank udpeget som uafhængige medlemmer af det systemiske risikoråd.

Det systemiske risikoråd, som skal udpege grundlæggende farer i det finansielle system, får tidligere Nordea topchef Peter Schütze med som uafhængigt medlem.

Han bliver sammen med professor Torben M. Andersen og afdelingschef Sigríður Benediktsdóttir fra den islandske nationalbank Seðlabanki Íslands, de tre uafhængige eksperter, der skal sørge for at skære igennem interesserne fra Nationalbanken, Finanstilsynet og folketinget.

Nationalbanken sætter sig i skikkelse af Lars Rohde tungt på formandsposten, mens Erhvervs- og Vækstministeriet sender den erfarne departementschef Michael Dithmer. Han får følgeskab af Sophus Garfiel, og Davis Hellemann, departementschefer i henholdsvis Økonomi- og Indenrigsministeriet og Finansministeriet.

To mand fra Nationalbanken

Nationalbanken har yderligere en repræsentant i form af Nationalbankdirektør Per Callesen, mens Finanstilsynet sender direktør Ulrik Nødgaard og kontorchef Karen Dortea Abelskov.

Annette Vilhelmsen er meget tilfreds med udnævnelserne, skriver hun i en pressemeddelelse.

"Jeg er glad for, at Det Systemiske Risikoråd nu er etableret. Etableringen af Rådet supplerer de mange initiativer, der allerede er taget i forhold til at styrke Finanstilsynet og skærpe den finansielle regulering i Danmark. Med etableringen af Det Systemiske Risikoråd styrker vi fokus på opbygning af systemiske risici i det finansielle system. Det er vigtigt, at systemiske risici bliver identificeret og håndteret rettidigt. Derved har vi mulighed for at forebygge, at systemiske risici får betydelige negative konsekvenser på realøkonomien via det finansielle system."

Hun forventer at rådet vil holde sit første møde i løbet af foråret. Medlemmerne sidder i fire år ad gangen, hvorefter de kan genvælges.

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs