Topøkonom kalder Federal Reserve "håbefulde, men ikke realistiske"
Mohamed Aly El-Erian, anerkendt amerikansk økonom og præsident for Queen’s College i Cambridge, har fortsat ikke den store tiltro til den amerikanske centralbanks prognoser for inflationen eller renten.
Senest pegede Federal Reserves kvartalsprognose i marts på, at fed funds-renten ville slutte året i 5,125 pct., mens markedet lige nu indregner en rente i 4,50 pct.
Kerneinflationen, målt ved PCE Core, var i marts ventet at slutte 2023 i 3,6 pct. Senest, i marts, blev den målt til 4,6 pct.
Bankledesens prognoser for både økonomien og renten har dog de senere år ramt en del ved siden af, og derfor er tilliden til centralbankens fremskrivninger ikke specielt stor lige nu.
”Jeg vil karakterisere dem på samme måde, som jeg har karakteriseret næsten hver eneste prognose, vi har haft de seneste år: Som håbefulde, men ikke realistiske,” siger Mohamed Aly El-Erian til Bloomberg News.
”For det første er den økonomiske situation flydende. For det andet er temaerne omkring komponenter vigtige. Hvis man ser på service-siden, så får man helt andre svar, end hvis man ser på vare-siden.”
Forbrugerpriserne er faldet hver måned siden toppen i juni sidste år i 9,1 pct. til senest 4,9 pct. på årsbasis i april. Centralbankens foretrukne mål, PCE Core, er også kommet ned fra en top i 5,4 pct., men den er stadig mere end dobbelt så høj som bankens mål på 2,0 pct. om året.
”Og for det tredje har Federal Reserve ikke forankret inflationsforventningerne. Vi har ingen fornemmelse for, hvad den strategiske og sekulære opfattelse hos Federal Reserve er, og indtil vi får det, vil man se mere splintring og ikke mindre,” lyder kritikken.
Mohamed Aly El-Erian har en fortid som topchef i investeringskæmpen Pimco, mens han i dag desuden agerer cheføkonomisk rådgiver for Allianz, ligesom han var økonomisk rådgiver for præsident Barack Obama.