Dansk fintech løfter omsætningen og firedobler overskuddet
Inpay, der tilbyder online-betalinger og overførsler på tværs af landegrænser, kunne i 2022 notere fremgang på flere fronter. Det viser selskabets regnskab for året.
Selskabets omsætning voksede med godt 25 pct. til den gode side af 360 mio. kr. Væksten er på linje med Inpays forventninger, som var en tocifret procentuel vækst.
Omkostningerne voksede også, men det kunne ikke forhindre Inpay i at lande et større overskud i 2022 end året forinden. Resultatet blev et plus på 42,6 mio. kr. – godt og vel fire gange så stort et overskud om i 2021.
Thomas Jul, adm. direktør for Inpay, erklærer sig ”yderst tilfreds” med 2022-resultatet.
”Det giver et stærkt fundament for fremtidig vækst og værdiskabelse for vores kunder, det omliggende samfund og andre interessenter. Med de organisatoriske forandringer kombineret med dygtige mennesker, vi har fået ombord i 2022, er vi klar til at accelerere vores udvikling og ekspandere yderligere over de kommende år med et mål om at demokratisere betalinger i alle hjørner af verden,” udtaler han i en pressemeddelelse i forbindelse med regnskabet.
Inpay forventer yderligere vækst i 2023 og sigter efter en omsætning på 450-480 mio. kr. Det svarer til en vækst på op til 33 pct.
Overskudsgraden forventes at blive på niveau med 2022.
Inpay lancerer i forbindelse med årsrapporten en ny strategi. Den har fire fokusområder:
”Betalinger på tværs af landegrænser i komplekse markeder, et sikkert, globalt netværk, øget kundeengagement og en passioneret kultur med fagfolk, der er drevet af at gøre en forskel,” skriver Inpay i meddelelsen.