Bank of England hæver renten 25 basispoint og varsler flere løft

Den britiske centralbank, Bank of England, hæver renten med 25 basispoint, så den ledende rente nu er på 4,25 pct.
Det oplyser banken torsdag eftermiddag.
Dermed lander renten helt som ventet ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News.
Samtidig lufter banken muligheden for flere løft i fremtiden for at bekæmpe inflationen.
”Hvis der viser sig et mere vedblivende pres, så kan yderligere stramning af pengepolitikken blive nødvendig,” skriver Bank of England ifølge Dow Jones.
Umiddelbart efter nyheden, der blev meldt ud klokken 13 dansk tid, styrkes det britiske pund. Et pund koster aktuelt 1,2333 dollar mod 1,2290 kort før rentemeddelelsen.
Dagens beslutning om at løfte renten blev besluttet med stemmerne syv mod to, hvoraf de sidste to var fortalere for at lade låneomkostningerne blive, som de var. Med det nye niveau befinder styringsrenten sig på det højeste niveau siden oktober 2008, skriver Dow Jones.
Det sker dagen efter, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, løftede renten med et tilsvarende antal basispoint. Her varslede centralbanken også, at endnu et løft kunne komme på tale ved det kommende møde, og herefter ventes stramningscyklussen at blive sat på pause. Også Den Europæiske Centralbank har for nyligt løftet renten.
Det vidner om, at centralbankerne ikke ryster på hånden og fortsætter med stramningerne, selvom markedet havde spekuleret i, at det kunne være slut med renteløft oven på de seneste ugers uro i banksektoren.
Ifølge Dow Jones har Bank of England også tidligere indikeret, at man kunne holde en pause i de mange løft, men høje inflationstal for februar fik igen banken til at finde renteløft frem fra værktøjskassen, da det bruges til at forsøge at dæmpe prisstigninger.