Pensions-tumult koster staten milliarder i skatteindtægter
Uroen på de finansielle markeder koster staten milliarder i skatteindtægter fra den såkaldte PAL-skat, skriver Børsen.
PAL-skatten beregnes på baggrund af afkastet på pensionsopsparingen, og 2022 har som bekendt været et dårligt år på den front. Det betyder, at indbetalinger til PAL-skatten falder fra 63 mia. kr. til omkring 9 mia. kr. ifølge tal fra brancheorganisationen F&P
“2022 var et ganske forfærdeligt år på finansmarkederne, hvor både obligationskurserne faldt, og aktierne havde rutsjeture. Så der har været negative afkast, og det gør jo så, at det enorme bidrag, danskerne har betalt via pensionsafkastbeskatning tidligere år, bliver noget mindre i år,” siger Kent Damsgaard, adm. direktør i F&P, til mediet.
De senere år har danskerne rundt regnet betalt en månedsløn til statskassen i PAL-skat, skriver Børsen.