Analytiker venter få overraskelser i Danske Banks årsregnskab
Danske Bank har taget overraskelsesmomentet ud af regnskabet for både fjerde kvartal, hele 2022 og målene for 2023. Allerede i midten af december kom banken nemlig med en mindre oppræcisering af årets resultat samt en udmelding om, hvor det ser ud til at skulle gå i år.
Den 13. december sidste år kunne Danske Bank nemlig sætte en stor fed streg under et forlig med de amerikanske og danske myndigheder i hvidvasksagen i Estland, og en delvis afslutning af den mildest talt møgsag, der har skæmmet banken de senere år.
”I forbindelse med indgåelsen af forliget den 13. december opdaterede Danske Bank målsætningen for 2023 til den øvre ende af indtjeningsintervallet på 8,5-9 pct. målt på egenkapitalforrentningen,” skriver Mikkel Emil Jensen, der er senioranalytiker i Sydbank, der derfor ikke venter, at Danske Bank kommer til at justere på det mål.
Han er dog selv lidt mere optimistisk:
”Jeg venter et nettoresultat på 15,5 mia. kr. i 2023 svarende til en egenkapitalforrentning på lidt over 9 pct.,” skriver Mikkel Emil Jensen forud for regnskabet.
Ser man på det estimat, som Danske Bank selv har indsamlet frem mod regnskabet, så ventes et overskud i 2023 på 15.285 mio. kr., omkostninger på lidt over 25 mia. kr. og samlede indtægter op lige over 48 mia. kr.
Årsunderskud men plus i kvartalet
Også for 2022 er gassen taget af ballonen med decembermeldingen. Her blev underskuddet for året sat en smule ned - til minus 5,3 mia kr. mod før et underskud på 5,5 mia. kr. Her venter analytikerne dog, at det den endelige bundlinje lander lidt bedre - nemlig på et underskud på 5077 mio. kr.
I det sidste kvartal af 2022 venter analytikerne, at Danske Bank kommer ud med et overskud på 4177 mio. kr. mod 3654 mio. kr. i oktober, november og december 2021.
Det er blandt andet fusionen af Mobilpay, der kommer til at påvirke kvartalet med en engangsgevinst på 400 mio. kr. i positiv retning. Danske Bank og bankerne bag betalingstjenesten Vipps aftalte allerede i 2021 at fusionere - og efter godkendelser fra alle relevante myndigheder blev den gennemført i løbet af fjerde kvartal. Deraf indtægten.