Tidligere Fed-formand Greenspan venter recession
Alan Greenspan, den tidligere formand for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, Fed, vurderer, at en recession er det ”mest sandsynlige udfald”, efter at centralbanken har strammet sin pengepolitik kraftigt.
Det skriver Bloomberg News.
Federal Reserve hævede sidste år renten syv gange fra omkring nul til intervallet 4,25-4,50 pct. Den stejlere rentebane var et svar på en inflation, der ikke var set højere i 40 år. I juni toppede væksten i forbrugerpriserne med 9,1 pct. på årsbasis, men siden da, er de faldet hver måned til senest 7,1 pct. i november.
”Jeg tror ikke, det vil retfærdiggøre en vending fra Federal Reserve, som vil være substantiel nok til at undgå en i det mindste mild recession,” siger Alan Greenspan.
Han peger på, at der kan komme en periode med mere ro på inflationen, men at det formentlig er for lidt og for sent, og han advarer samtidig mod, at renten sættes for hurtigt ned igen.
”Inflationen kunne blusse op igen, og vi ville være tilbage ved start.”
Det ville skade Federal Reserves troværdighed i forhold til prisstabiliteten - ”yderligere”, ville nogen måske sige - og af den grund alene, tror Alan Greenspan ikke på, at centralbanken vil tage risikoen på rentenedsættelser, med mindre den anser det for ”absolut nødvendigt”.
Alan Greenspan var formand for Federal Reserve fra 1987 til 2006. Han bestred således posten i fem embedsperioder, hvilket ingen andre har.