Dansk boligmarked kan få lussing efter ny japansk kurs

Den japanske centralbank har natten til tirsdag dansk tid opgivet flere års insisteren på lave renter. Det kan komme til at ramme det danske boligmarked, hvor der er store japanske summer placeret i danske boliglån.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters kom det som et chok, da centralbanken Japan forlod sin hårde kurs for at holde renterne helt i bund.
Selv om selve bankens opblødning var af mindre karakter, signalerer den ifølge Sydbanks seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel, at det kan være nye tider i Japan.
”Vi har ikke set nogen pengepolitiske ændringer i mange, mange år,” siger han.
”Man har haft en ekstremt lempelig pengepolitik i Japan i mange år for at få gang i den japanske inflation. De har ikke haft inflation i et par årtier.”
En lempelig pengepolitik betyder, at centralbanken sørger for, at det er meget billigt at låne penge. Det skal sætte gang i økonomien og øge efterspørgslen til et punkt, hvor det får priserne til at stige.
Men det betyder også, at hvis man sidder på en stor pengekasse, er det svært at få forrentet sine penge. Det er eksempelvis målet for pensionskasser.
Og netop de japanske pensionskasser er her, hvor det danske boligmarked kommer ind i billedet.
” De begyndte for en seks-syv-otte år siden at sige, hvis vi vil give vores pensioner en bedre forrentning, så må vi kigge mod udlandet,” siger Mathias Dollerup Sproegel.
”Der har de særligt kastet deres kærlighed på danske realkreditobligationer (boliglån, red.) og amerikanske statsobligationer.”
Natten til tirsdag har den japanske centralbank ændret på en politik, der kaldes rentekurvekontrol.
Hvor renterne på det private marked normalt i grove træk bestemmes af udbud og efterspørgsel, forsøger rentekurvekontrol at holde renten på et bestemt niveau.
Det gøres ved, at centralbanken manipulerer markedet med udstedelser og opkøb af statsobligationer.
Men nu har den japanske centralbank valgt at løfte loftet for, hvor meget den vil tillade renterne at stige til.
”Det vil alt andet lige ikke være særlig godt for danske boligejere,” siger Mathias Dollerup Sproegel.
”Det betyder, at nogle af de her japanske pensionskasser begynder at trække pengene hjem og placere dem i japanske statsobligationer i stedet for danske realkreditobligationer.”
Når der er færre til at låne penge til potentielle danske boligkøbere, kan udlånerne kræve en højere rente for at udlåne sine penge.
Natten til tirsdag har den japanske centralbank i første omgang løftet loftet på sin rentekurvekontrol med 0,25 procentpoint. Og det kommer i sig selv ikke til at skabe store bølgeskvulp på det danske boligmarked ifølge Mathias Dollerup Sproegel.
”Men det er et forvarsel om, at der nok kommer mere. Der kommer måske også renteforhøjelser på bordet. Så kan vi godt snakke et halvt til et helt procentpoint i højere renter,” siger han.
Japansk centralbank kommer til at fastholde ultralave renter
Japansk udsalg af danske realkreditobligationer forstærker volatilitet