Egeriis: Stærk og robust finanssektor gør forskel i krisetid
En stærk og robust finansiel sektor kan gøre en positiv forskel i krisetider.
Det siger formand for Finans Danmark og direktør for Danske Bank Carsten Egeriis på Finans Danmarks årsmøde i Skuespilhuset i København mandag formiddag.
”Vores rolle som finansiel motor og stabiliserende bolværk er vigtigere end nogensinde. Fremtiden er blevet mere usikker,” siger Carsten Egeriis, der på årsmødet er blevet genvalgt som formand for brancheorganisationen.
Danske Banks chef påpeger, at kunderne mærker usikkerheden i det daglige. Og bankerne står klar med rådgivning, lån og målrettede produkter.
”Som sektor ønsker vi at hjælpe husholdninger og sunde virksomheder igennem forbigående økonomiske kvaler og likviditetsudfordringer. Men vi har også en vigtig rolle i at mindske usikkerheden for vores kunder. At hjælpe dem med at skabe overblik og at stille de spørgsmål, der kan hjælpe dem til at håndtere fremtidige udfordringer,” siger Carsten Egeriis.
Han understreger, at danskerne kan regne med, at bankerne også under den nuværende krise ønsker at være en del af løsningen:
”De danske banker og realkreditinstitutter er godt rustet – også til en alvorlig økonomisk krise. Det er også meldingen fra Finanstilsynet og Nationalbanken,” siger han og fortsætter:
”Men vi skal også være ærlige og sige, at vi - ligesom alle andre - ikke kan forudsige fremtiden. De dynamikker, der driver den aktuelle krise, er en udfordring for alle.”
Milliardgevinst af højere renter giver Danske Bank kortere vej til at nå vigtig målsætning