FinansWatch

USA: Renter steg markant efter Fed-nyt

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente steg med 18 basispunkter til 3,01 pct. Torsdag morgen forrentes den toårige T-bond med 2,96 pct. i Tokyo.

De amerikanske renter steg kraftigt onsdag. Først da nøgletal pegede mod en bedre end ventet stemning i landets servicesektor, men bevægelsen fik yderligere momentum, da referatet af den amerikanske centralbank Federal Reserves, Feds, seneste møde tidligere i juni bekræftede bankens fokus på at bekæmpe den tårnhøje inflation og en i det store hele tilsidesættelse af risikoen for en recession.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg med 12 basispoint til 2,93 pct. efter sving mellem 2,74 og 2,93 pct.

Torsdag morgen slår investorerne lidt koldt vand i blodet, idet den tiårige T-bondrente falder til 2,90 pct. på markedet i Tokyo.

Det er dog fortsat 3 point over niveauet, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede onsdag.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligationsrente steg med 18 basispunkter til 3,01 pct.

Torsdag morgen forrentes den toårige T-bond med 2,96 pct. i Tokyo.

Med udviklingen er rentekurven invers med 6 point mod negative 2 point tirsdag, hvorved den for tredje dag i træk signalerer recession forude.

Referatet af rentemødet i midten af juni, hvor Fed i øvrigt løftede sin rente med hele 75 basispoint, afdækkede, at et større antal af medlemmerne i chefgruppen frygtede for, at den tårnhøje inflation ville bide sig fast.

”Mange deltagere vurderede, at en væsentlig risiko, som komiteen nu står overfor, var, at forhøjet inflation kunne blive forankret, hvis offentligheden begyndte at stille spørgsmålstegn ved komiteens beslutsomhed i forhold til at tilpasse den politiske holdning som berettiget,” hedder det i mødereferatet offentliggjort onsdag.

”I denne forbindelse understregede deltagerne, at en passende opstramning af pengepolitikken sammen med klar og effektiv kommunikation ville være afgørende for at genoprette prisstabiliteten.”

Mødedeltagerne bekræftede på den baggrund også, at endnu et renteløft på 50-75 basispoint ligger i kortene allerede her i juli.

”90 gange nævnes ”inflation” sammenlignet med ingen omtale af ”recession” i referatet,” lyder sammentællingen fra Ian Lyngen, rentestrateg hos BMO Capital Markets, ifølge Bloomberg News.

”Anerkendelsen af, at komiteens handlinger vil bremse væksten i en tid, er helt på linje med den pengepolitiske byttehandel, som er undervejs, da risikoen for recession tager til, men Fed stadig vil hæve renten.”


Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs