FinansWatch

Pensionister i pengenød - her er hele artikelserien

I en stribe artikler har FinansWatch sat spot på det faktum, at landets pensionister og pensionsselskaber på vidt forskellig vis håndterer en situation, hvor markedsrenteprodukterne er hårdt udfordrede og vil levere markant lavere udbetalinger end tidligere. Få overblikket her.

Foto: Claus Bonnerup/claus bonnerup

Med stadig flere pensionister og pensioner på markedsrenteprodukter er mange danskeres opsparinger eksponeret, når verdens aktie- og obligationsmarkeder opfører sig, som de har gjort i 2022. FinansWatch har i en lang række artikler afdækket, hvordan aktører og selskaber håndterer den udfordrende situation, og hvordan fremtiden kan se ud.

Herunder finder du i kronologisk rækkefølge artiklerne, der er bragt i serien Pensionister i pengenød:

Holder udviklingen på investeringsmarkederne stik resten af året, står størstedelen af de danske pensionsopsparere til en afkastlussing, når året er omme. For pensionister kan udviklingen betyde færre penge til at betale stigende husleje, elregninger og dagligvarer.

Ny virkelighed truer danske pensionister - pengene risikerer at smuldre

Landets pensionsselskaber har vidt forskellige måder at håndtere udbetalinger til pensionister med markedsrenteprodukter på. Interesseorganisationen Ældre Sagen opfordrer til at finde en fælles standard - evt. med hjælp fra Finanstilsynet.

Pensionister har vidt forskellige airbags til at tage stødene når opsparingen skrumper

Er man som pensionist først begyndt at spise af sin pensionsopsparing, er det svært at lave om på sine privatøkonomiske prioriteringer. Alligevel tvivler både Ældre Sagen og F&P på at danske pensionister ender med at gå fra hus og hjem.

Pensionisterne undgår formentlig havregrødskur - men organisationer ærgrer sig over udbetalingsfald

Hvis finansmarkederne giver danske pensionsopsparere en syngende lussing, og hvis de 180.000 pensionister, der får udbetalinger fra et såkaldt markedsrenteprodukt, får en lavere ydelse næste år, bør det ikke komme som en overraskelse, mente man i både F&P eller interesseorganisationen Ældre Sagen. Alligevel præsenterede man ideen om en oplysningskampagne.

Pensionister fik kortvarig forskrækkelse under coronakrisen – ny kampagne skal ruste dem til lavere udbetalinger

Pension handler ikke om at være et ”kasino for børsspekulanter”, lød det i midten af juni fra adm. direktør i pensionskassen Pensam, Torsten Fels. Derfor opfordrede han branchen til at sikre ro om udbetalingerne til pensionister med markedsrenteprodukter.

Pensam-direktør i opråb til pensionsbranche: Vi skal leve op til vores forbandede pligt

Pensionsselskabet Velliv var det selskab, der i midten af juni stod overfor at give pensionister med udbetalinger fra et markedsrenteprodukt den hårdeste udbetalingslussing.

Bundprop i pensionsafkast intensiverer kontakten med kunderne

Ender 2022 med at blive lige så kedeligt, som det er startet ud med, må en del danske pensionister se et udbetalingsfald i øjnene. Det er nemlig stor forskel på, hvordan de forskellige pensionsselskaber håndterer en afkastnedtur for kunderne, viste en gennemgang:

Fra fintmasket til nul og niks: Pensionsselskaberne tilbyder vidt forskellige sikkerhedsnet til pensionisterne

Aktuar og indehaver af Fpension, Søren Andersen, var klar med et bud på en løsning på pensionsselskabernes kattepine, hvor pensionister med et markedsrenteprodukt under udbetaling står til at få færre penge udbetalt til næste år. Bestyrelserne skal bare nikke til en anden måde at strukturere udbetalingerne på.

Enkel tilføjelse kan løse pensionisters pengenød

Til trods for at godt 65.000 medlemmer står overfor at få færre penge udbetalt i 2023, fortryder adm. direktør i Pensiondanmark, Torben Möger Pedersen, ikke, at pensionsselskabet for 15 år siden forkastede det traditionelle pensionsprodukt med garanti til fordel for et produkt, der på godt og ondt følger markedsudviklingen.

Trods færre penge til pensionisterne er pensionsboss tilfreds med farvel til sikkerhedsnet

Pensionsselskabet Sampension er et af de selskaber, hvor kunder på pension risikerer at indkassere en afkastlussing ved udgangen af året.Selskabet overvejer at give kunderne mulighed for at vælge mere stabilitet.

Sampension overvejer mere stabilitet til pensionister

Ender 2022 med at tildele danske pensionister med udbetalinger fra et markedsrenteprodukt en lavere pensionsudbetaling, kan næste skridt være produktudvikling, siger partner i mæglervirksomheden Willistowerswatson, Erik Kongsted.

Mægler: Afkastlussing kan sætte skub i produktudvikling

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) udtrykte i slutningen af måneden så stor bekymring for situationen, at han har bedt Finanstilsynet om at kigge på området. Venstre mener ikke, at svingende udbetalinger bør komme bag på indehavere af et markedsrenteprodukt.

Bekymret minister vil granske pensionisternes tryghed

I kølvandet på ministerens udmelding lød det fra F&P, at brancheorganisationen ikke håber, at et eftersyn af området vil føre ændringer med sig.

Trods bekymret minister håber brancheorganisation på nul ændringer af pensionsprodukter

Med flere pensionsmidler i ordninger, hvor den enkelte selv bærer risikoen for negative afkast, bliver det mere tydeligt, at andre ordninger – såsom ATP-udbetalingerne – er garanterede, mener tiltrædende topchef Martin Præstegaard. Han understreger, at markedsrenteprodukterne i hans øjne er et godt element i det samlede pensionsmiks.

ATP-topchef: Nedtur på finansmarkederne understreger behov for garanterede produkter

Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs