FinansWatch

Forbrugernes syn på økonomien forbliver i kulkælderen

Forbrugernes syn på deres egen og hele Danmarks økonomi fortsætter med at være historisk sort.

Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

De danske forbrugere ser fortsat mere dystert på deres egen og Danmarks økonomiske situation og fremtid. Det viser Danmarks Statistiks indeks for forbrugertilliden, der er i juni faldet til minus 24,8.

Dermed er indekset på det laveste niveau, Danmarks Statistik nogensinde har set.

Indekset bygger på nogle spørgsmål blandt et repræsentativt udsnit af danskere. Her bliver de spurgt til deres egen og landets økonomisk situation.

De bliver spurgt, om situationen er bedre i dag end for et år siden, og de bliver spurgt, om de tror, at situationen er bedre om et år.

Dermed siger indekset både noget om forbrugernes syn på udviklingen det seneste år, men også om deres forventninger til det næste år.

Desuden skal de også svare på, om det er et godt tidspunkt at købe eksempelvis et fjernsyn, en vaskemaskine eller lignende.

Spørgsmålene kommer med fem svarmuligheder: Meget bedre, lidt bedre, det samme, lidt dårligere eller meget dårligere.

De svar muligheder regner Danmarks Statistik om til en talværdi.

Eksempelvis tæller det for 100, hvis en adspurgt svarer, at situationen i dag er ”meget bedre” end for et år siden.

Det tæller for minus 50, hvis en adspurgt svarer, at vedkommende tror, at situationen er ”lidt værre”.

Alle tallene bliver lagt sammen. Dermed er et negativt indeks et udtryk for, at de adspurgte synes skidt om den økonomiske situation og udsigt.

Af tallene for juni kan man læse, at det særligt hele Danmarks økonomi, der bekymrer forbrugerne. Det er i mindre grad deres egen.

Samtidig er der en mere negativ tendens i svarene om, hvordan økonomien har udviklet sig det seneste år, mens svarene om det kommende år er mindre pessimistiske.

Privatøkonom hos Danske Bank Louise Aggerstrøm Hansen peger dog på, at der kan være forskel på, hvordan forbrugerne tænker, og hvad forbrugerne gør.

”Det er dog vigtigt at understrege, at vi på ingen måde befinder os i en økonomisk krise som finanskrisen, til trods for at danskerne også vurderer dansk økonomi ekstremt negativt,” skriver hun i en analyse.

”Ledigheden er fortsat ekstremt lav herhjemme, boligmarkedet holder fortsat stand, og mange danskere har opbygget et vist økonomisk manøvrerum oven på coronakrisen, hvor feriepenge og færre muligheder for at forbruge gav flere penge på kontoen.”

”Samtidig ser vi ikke, at forbrugerne for alvor er begyndt at ændre deres forbrugsadfærd.”

”Danskerne bruger stadig lige så mange penge som for tre måneder siden, og selv om de får mindre for de penge end tidligere, så understreger det, at vi endnu ikke er begyndt at øge vores opsparinger yderligere i forventning om en økonomisk nedtur forude.”

Pensionisterne undgår formentlig havregrødskur - men organisationer ærgrer sig over udbetalingsfald

Uvidenhed præger danskernes forhold til pension

Flere pensionister bliver i jobbet

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs