FinansWatch

USA: Renter tikkede op på ECB-melding og før inflationsrapport

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg torsdag med 2 basispoint til 3,04 pct.

Torsdag steg de amerikanske renter, da Den Europæiske Centralbank, ECB, efter sit rentemøde signalerede renteforhøjelser både til juli og til september.

Samtidig så investorerne frem til fredagens vigtige inflationsdata fra USA for maj, og her var frygten, at læsningen igen ville vidne om en overophedet økonomi.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg med 2 basispoint til 3,04 pct., hvilket også var niveauet, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede. I løbet af torsdagen svingede den tiårige rente mellem 3,00 og 3,07 pct.

Den toneangivende toårige amerikanske statsobligation så samtidig sin rente tikke op med 4 basispunkter til 2,81 pct. Med udviklingen torsdag fladede rentekurven ud til knap 23 point mod 25 point onsdag, hvilket normalt tolkes som mere dæmpede forventninger til væksten og til inflationen på længere sigt.

ECB fastholdt ganske vist torsdag sin toneangivende rente i minus 0,50 pct., men den lagde op til et løft på 25 basispoint i juli og endnu et løft, potentielt til over nul, på mødet til september.

”Markedet læste ECB som en smule høgeagtig. Juli-løftet og måske en større forhøjelse i september og så endnu mere bagefter har skubbet de effektive renter højere,” siger Ben Jeffrey, rentestrateg hos BMO Capital Markets, til Reuters.

Markedet indregner nu, at ECB’s rente vil ligge 1,50 pct.point højere, altså nær 1,00 pct., ved årets udgang.

”Hvis ECB reelt overvejer en større renteforhøjelse, så mener jeg, at det siger en del om, hvor bekymrede centralbankerne er og bør være for inflationsniveauerne,” kommenterer Fiona Cincotta, senioranalytiker hos City Index, over for Bloomberg News.

”Centralbankerne viser en villighed til at agere aggressivt for at få inflationen under kontrol igen, og det vil gøre vækstmiljøet meget mere udfordrende.”

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, Fed, er imidlertid et godt stykke inde i sin opstramningscyklus. Den blev indledt i marts med et renteløft på 0,25 pct.point og fulgt op med endnu en forhøjelse i maj på 50 basispoint, og bankens ledelse har desuden indikeret to forhøjelser i samme størrelse både her i juni og i juli.

Tiltagene er svar på den tårnhøje inflation, der i USA er nær sit højeste i 40 år. Senest i april viste kerneprisudviklingen, målt på PCE Core, Feds foretrukne mål, en vækst på 4,9 pct., mens centralbankens eget mål ligger en del under det i 2,0 pct. om året.

Fredag er der imidlertid igen nyt fra den kant, da forbrugerprisernes og kerneinflationens udvikling for maj offentliggøres. Her ventes, ifølge Bloomberg News, en i forhold til april uændret stigning i forbrugerpriserne på årsbasis på 8,3 pct., mens kerneinflationen ses falde fra 6,2 pct. i april til 5,9 pct. i maj.


Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs