
Små og mellemstore virksomheder sender for tiden masser af penge i retning af bankerne, når de på indlånsiden betaler negative renter i det omfang, som har været normen i de seneste år.
Ifølge en analyse fra brancheorganisationen SMV Danmark betalte de danske virksomhederne i første kvartal 780 mio. kr. i negative renter for at have penge stående klar til lønudbetalinger, køb af materialer osv. Det mener organisationen er forkert, og Kasper Munk Rasmussen, chefkonsulent i SMVdanmark, opfordrer bankerne til hurtigt at justere deres renter.
”Negative renter føles som en uretfærdighed ude i de mindre virksomheder. I dag har bankerne næsten ingen udgifter til at placere deres udlånsoverskud, og det bør komme kunderne til gode. Alle virksomheder har jo behov for en vis mængde likviditet til at betale regningerne, så det er en simpel nødvendighed, de ikke bør straffes for,” siger han.
Siden første kvartal 2017 har det samlet set været en udgift for de danske virksomheder at have penge stående i banken. Men ifølge SMVdanmark er udgiften steget støt år for år, og landede på knap 2,5 mia. kr. sidste år. I alt har virksomhederne betalt 5,4 mia. kr. i negative renter siden 2019.
Chefkonsulenten har en klar forventning om, at der kommer til at ske noget i bankerne, når først ECB og siden Nationalbanken hæver renten på indestående i de kommende måneder.