
En kunde har fået 98.585 kr. tilbage fra pensionsmægleren APC, efter at have betalt langt mere i omkostninger, end APC måtte opkræve. Det skriver Finans.
Sagen, som har ført til flere påbud fra Finanstilsynet, slutter dog ikke her, for kunden lægger sag an mod APC for yderligere 75.000 kr., som han er blevet opkrævet i gebyrer for rådgivning og ydelser fra APC, han ikke mener, han har fået.
APC vil ikke stille op til et interview med Finans, om hvor mange kunder, der er fejlopkrævet og hvorvidt pensionsmægleren har iværksat en undersøgelse.
Og fordi Finanstilsynet ikke fører tilsyn med civilretlige forhold, kan det ikke tjekke, om en virksomhed har lov til at opkræve de gebyrer, de gør fra deres kunder og dermed gribe ind.
”APC er underlagt lov om forsikringsformidling, og vi har ikke hjemmel til at kræve, at et selskab skal gennemgå hele sin kundebestand og oplyse alle kunder, at de måske har betalt for meget,« forklarer Ulla Brøns Petersen, kontorchef i Finanstilsynet.