FinansWatch

Powell: Overvejer ikke aktivt renteløft på 75 basispoint

Efter onsdagens renteløft på de ventede 50 basispoint er der ifølge den amerikanske centralbank-formand Jerome Powell ikke udsigt til yderligere løft.

Den amerikanske centralbank-formand Jerome Powell var onsdag vært for et pressemøde efter et todages rentemøde. | Foto: WIN MCNAMEE/AFP / GETTY IMAGES NORTH AMERICA

Der er ikke udsigt til, at den amerikanske centralbank Federal Reserves, Feds, rentekomite på kommende rentemøder vil forhøje sin rente med 75 basispoint.

”Et løft på 75 basispoint er ikke noget, komiteen aktivt overvejer, sagde bankens formand,” Jerome Powell, på en pressekonference onsdag, efter at Fed tidligere på sit todages rentemøde havde løftet sin rente med de ventede 50 basispunkter til 0,75-1,00 pct.

Flere løft på 0,50 pct.point er derimod ”på bordet” til kommende møder, fastslog formanden, som vurderede, at økonomien har et ”stærkt underliggende momentum” og vil kunne håndtere den strammere pengepolitik, hvorfor der er en ”god chance” for, at Fed kan sikre en blød landing, hvor inflationen tæmmes, uden økonomien går i recession.

”Vi forventer, at væksten vil være solid i år.”

Forbi neutral

Tilbage i marts hævede centralbanken også sin rente med 0,25 pct.point, og den indikerede desuden yderligere ti tilsvarende løft frem til udgangen af næste år, hvilket ville sende renten op i 2,75-3,00 pct.

Desuden pegede materialet dengang på, at chefgruppens medlemmer så en neutral rente i 2,50 pct.

Onsdag advarede Jerome Powell da også om, at banken ikke vil være sen til at hæve renten forbi neutral og dermed reelt sætte en bremse på økonomien.

”Vi er reelt langt fra neutral lige nu, men vi vil komme hurtigt derhen,” lød det fra Jerome Powell.

”Hvis højere renter er nødvendige, vil vi ikke tøve med at levere dem.”

Sydbank-direktør om høj inflation: Få nu gang i finans- og pengepolitikken

På onsdagens pressekonference betonede formanden også, at arbejdsmarkedet er ”ekstremt stramt” med et lavt arbejdsudbud og en høj efterspørgsel, og inflationen, som har overrasket bankens ledelse, og flere overraskelser kan komme, er ”alt for høj”. I marts var kerneinflationen på 6,5 pct., mens bankens mål er 2,0 pct. om året.

”Vi ved, hvor smerteligt inflation er, og vi arbejder på at fikse det. Vi skal gøre alt, vi kan, for at genskabe stabile priser. Jeg tror, forventningen er, at vi vil begynde at se inflationen flade ud.”

Den amerikanske centralbank hæver renten med 50 basispoint

Lagarde: Den høje inflation skal adresseres på en gradvis mådeSampension: Centralbanken vil næppe rokke båden

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs