FinansWatch

Renten kan dale - Powell og Yellen skal tale

Både centralbankchef og finansminister skal tale tirsdag i USA, og det kan få betydning for renteniveauet.

Janet Yellen, finansminister i USA. | Foto: POOL/REUTERS / X80003

Tirsdag bliver en begivenhedsrig dag på den makroøkonomiske scene, hvor der både lander europæiske inflationstal for november og tal for arbejdsløsheden og BNP-væksten herhjemme.

I USA skal både centralbankchef Jerome Powell og finansminister Janet Yellen tale i Kongressen senere på dagen, klokken 16, og det kan få betydning for renteniveauet.

"Det er begivenheder, der kan give udsving i obligationsrenterne," skriver Mathias Dollerup Sproegel, makroanalytiker hos Sydbank, i bankens analyse mandag tirsdag morgen.

Han forudser, at det danske obligationsmarked skal åbne med rentefald, hvorefter dagens begivenheder vil trække fokus og kan rykke ved udviklingen.

Forbrugerpriserne i eurozonen ventes i november at være steget 5,4 pct., hvilket er på linje med stigningen måneden forinden, viser tal fra Bloomberg News.

"Mere end halvdelen af stigningen kan henføres til stigende energipriser," skriver Mathias Dollerup Sproegel.

Han uddyber, at også momsændringer i Tyskland og flaskehalse spiller ind.

"Den seneste uges meldinger om skærpede restriktioner og nedlukninger i Europa vil nemlig forværre flaskehalsene. Stiger inflationen mere end ventet, kan det styrke euroen og presse renterne op," lyder det.

BNP-væksten herhjemme var 2,9 pct. i tredje kvartal sammenlignet med det forrige, og arbejdsløshedsprocenten lå på 3,3 pct. i oktober. Der fremgår ikke estimater.

Mandag tog den toneangivende tiårige statsobligation et lille hop på 2 basispoint til minus 0,05 pct. Fredag faldt den 9 basispoint og blev skubbet i minus som følge af bekymring skabt af den nye variant af covid-19 Omikron. Den er mistænkt for at være mere smitsom og mere resistent over for vaccinerne, og det skabte uro på markederne.

I USA blev de store kursstigninger fra fredag fordøjet mandag, og handlerne tog gevinst hjem i rentemarkedet, hvorfor obligationskurserne faldt, og den effektive rente omvendt steg.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg med 4 basispoint til 1,51 pct. I løbet af mandagen svingede den tiårige rente, som fredag droppede med hele 16 point, mellem 1,47 og 1,60 pct.

Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs