FinansWatch

Boligsalget er fortsat højt men nærmer sig niveauet før corona

Tempoet er aftagende på boligmarkedet, men stadig højt, viser nye tal.

Foto: Thomas Borberg

Boligmarkedet har været brandvarmt under coronapandemien, men i det seneste kvartal har tempoet i særlig høj grad været aftagende.

I tredje kvartal blev der solgt i alt 24.405 boliger, viser tal fra Boligsiden, der er ejet af størstedelen af de danske ejendomsmæglere.

Det er et fald på knap 20 procent sammenlignet med samme kvartal sidste år, men omkring tre procent flere end i 2019, før pandemien begyndte at præge boligsalget. Det viser tallene.

Tallene fra tredje kvartal i år bakker op om, at boligmarkedet er gået et gear ned, men at det langt fra er gået i stå, mener Mira Lie Nielsen, der er boligøkonom hos Nykredit.

"At boligsalget fortsat ligger højere end i 2019, hvor vi også havde et godt år på boligmarkedet, fortæller os, at markedet langt fra er blevet mættet," lyder det.

I henholdsvis første og andet kvartal blev der solgt 34.128 og 31.675 boliger.

Den største opbremsning, siden boligsalget toppede i marts, er sket på markedet for sommerhuse. Det overrasker ikke Mira Lie Nielsen.

"Det akutte behov for en sommerbolig herhjemme, der opstod under pandemien, er ved at være forvundet igen," siger hun.

"Vi må heller ikke glemme, at priserne på sommerhusene er steget rigtig meget under pandemien. Derfor tror jeg også, at køberne sidder og afventer markedet i øjeblikket. Det medvirker også til et afdæmpet marked."

Både i juli og august lå det samlede salg af boliger på omkring 7800, men i september steg salget til omkring 8700.

Der er ikke umiddelbart grund til at bekymre sig om, at priserne skulle accelerere, som tilfældet var under pandemien, vurderer boligøkonomen. Men det er en udvikling, som hun holder øje med de kommende måneder.

"Selv om der er meget, der tyder på, at vi laver en blød landing, så er der stadig rigtig mange hushandler," siger hun.

"Der skal ikke så meget til, før vi igen kan risikere, at priserne tager fart, da udbuddet fortsat er lavt og niveauet af handler højt."

Mira Lie Nielsen understreger dog, at der bare kan være tale om tilfældigheder på markedet.

Mere fra FinansWatch

"Blot fordi man er chef er det ikke sikkert at man får gode ideer"

Den amerikanske investeringsplatform Public.com, der er stiftet af danske Jannick Malling, er ved at opbygge en stor udviklingsafdeling i Danmark. Nu er selskabet rykket til nye lokaler centralt i København. Det skal gøre det nemmere at rekruttere medarbejdere og skabe de perfekte rammer for arbejdskulturen, så gode ideer kan boble op nedefra.

FA opfordrer til brug af sektoraftaler

Finanssektorens Arbejdsgiverforening opfordrer til brug af de særlige coronaaftaler, så en hverdag med hjemmearbejde og hjemsendte børn kan hænge sammen.

Læs også

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs