FinansWatch

Økonom ser robust boligmarked inden deadline for låneindgreb

Senest onsdag skal regering følge henstilling eller forklare hvorfor ikke. Økonom ser ikke behov for indgreb.

Foto: Thomas Borberg

Deadline nærmer sig, efter at Det Systemiske Risikoråd før sommerferien kom med en henstilling om, at der skulle gribes ind på boligmarkedet.

Den høje fart på markedet fik rådet til at foreslå, at muligheden for afdragsfrihed for højt forgældede låntagere blev begrænset.

Senest onsdag skal regeringen enten følge henstillingen eller forklare, hvorfor det ikke kommer til at ske.

Hidtil har regeringen afvist et indgreb, og spørger man cheføkonom Jeppe Juul Borre, Arbejdernes Landsbank, er der heller ikke behov for et.

Boligmarkedet er nemlig faldet væsentligt mere til ro efter det høje tempo, der blev set tidligere på året.

"Når der tages højde for sæsonudsving, er både handelsaktiviteten og prisstigningerne de langsomste i 15 måneder," siger han.

Derudover optager danske boligejere ikke så mange lån i boligerne i øjeblikket.

"Jeg synes, vi ser et robust boligmarked. Boligejernes betalingsevne er det stærkeste i et årti," lyder det fra økonomen.

Rådet holder øje med risici i finanssektoren. Det skal være med til at forebygge risici, der kan sætte hele økonomien under pres.

22. juni henstillede rådet til, at boligejere ikke skal kunne optage afdragsfrie realkreditlån mod pant i fast ejendom, hvis belåningen er over 60 procent.

Afdragsfrie lån er lån, hvor man i perioder ikke betaler af på gælden, men kun betaler rente og bidragssats.

Sidste år var knap halvdelen af nye boliglån fra realkreditinstitutterne til boligejere, der lånte mere end 60 procent, uden afdrag.

Selv om Jeppe Juul Borre ikke ser behov for et indgreb nu, kan den økonomiske situation dog hurtigt skifte.

Han peger på, at vi for et halvt år siden stod med en afmattende økonomi, der skrumpede. Nu buldrer den derimod frem.

"Med det vil jeg sige, at situationen ved økonomien hurtigt kan ændre sig. I og med at det er gået så hurtigt, er der ingen selvsikkerhed, og det står ikke mejslet i sten, at det vil fortsætte."

"Der er stadig en iboende risiko forbundet med pandemien. Man skal være opmærksom på, at billedet hurtigt kan ændre sig igen," siger økonomen.

Det Systemiske Risikoråd holder sit næste møde 27. september.

Mere fra FinansWatch

Nykredit betaler erstatning til swapkunder

Der blæser nye vinde hos Nykredit, når det kommer til en lang række kunder med en renteswap. Finanskoncernen udbetaler erstatning til kunderne for de tab, som Nykredit selv har påført dem.

Læs også

Trial banner

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs