FinansWatch

Analytiker venter solid præmievækst understøttet af valutamedvind hos Tryg

Der vil være stigende præmieindtægter og modvind fra coronakrisen, når Tryg aflægger regnskab, lyder det fra Sydbanks analytiker Mikkel Emil Jensen.

Foto: PR/Sydbank

Stærk præmievækst, sundt skadesforløb, en let medvind fra covid-19, stigende renter og gunstig valutaudvikling ventes at være på dagsordenen, når Tryg offentliggør sit regnskab for andet kvartal fredag.

Forventningerne om et positivt regnskab blev underbygget mandag, hvor Tryg på baggrund af udviklingen i andet kvartal opjusterede sine forventninger til 2021 og nu ser nu et teknisk resultat i niveauet 3,5-3,8 mia. kr. mod tidligere 3,3-3,7 mia. kr.

Endvidere kunne Tryg fortælle, at det i andet kvartal venter et forsikringsteknisk resultat på "i underkanten af" 1150 mio. kr. Det har naturligvis fjernet noget af spændingen i forhold til fredagens regnskab, men en af de manglende brikker er dog præmieudviklingen.

Hos Sydbank estimerer senioranalytiker Mikkel Emil Jensen præmieindtægter i andet kvartal på 6097 mio. kr., svarende til en fremgang på 9,0 pct. sammenlignet med samme periode sidste år. Justeret for valutamedvind ses en præmievækst på lige under 6,0 pct.

"Vi forventer, at præmieudviklingen er stærk i både Danmark og Norge med fortsat solidt momentum i både "Privat" og "Erhverv". Bonus og præmierabatter ser vi ligger relativt højt grundet fortsat høj profitabilitet i partneraftalerne, hvilket giver en smule modvind i kvartalet," skriver Mikkel Emil Jensen i et notat.

"I "Industri" forventer vi, at prisforhøjelserne fortsat bidrager til en stærkere lønsomhed, men væksten vil forventeligt stadig være tynget en smule af kundetab," fortsætter han.

I "Sverige" vil prisstigninger bidrage positivt, men vil samtidig gøre det sværere at få nye kunder til.

Færre rejser og dramatisk vejr

Hos Sydbank-analytikeren ventes der desuden positive effekter fra covid-19 til Trygs forsikringstekniske resultat. Her peges på et nedbragt niveau af rejserelaterede skader som følge af en rejseaktivitet, der er lavere end normalt.

Vind og vejr har været "relativt udramatisk," og Mikkel Emil Jensen har således modelleret 50 mio. kr. til vejrrelaterede skader - en smule under normalen.

"Korrigerer vi for vejr- og storskader, afløbsgevinster, diskonteringsrenten og medvind fra covid-19, forventer vi, at Tryg fortsat viser en flot udvikling," skriver Mikkel Emil Jensen.

Sydbank venter desuden en underliggende skadesudvikling på 69,2 pct. - en forbedring på 0,8 pct.point - mens det samlede forsikringstekniske resultat ventes på 1143 mio. kr., svarende til en fremgang på 9 pct.

Opkøb ved at være på plads - påvirker investeringsresultatet

Tryg fik i starten af juni ordnet de sidste formaliteter i forbindelse med opkøbet af RSA. Det nyopkøbte selskabs drift vil indgå i en enkelt måned af kvartalsregnskabet, mens det på forsikringsdriften først vil indgå i løbet af 2022.

Indtil da indregnes RSA's resultat som en del af Trygs investeringsresultat, og den del estimerer Sydbank vil ligge på 150 mio. kr., men Mikkel Emil noterer samtidig, at de planlagte transaktionsudgifter på 1,3 mia. kr. også indregnes i investeringsresultatet i kvartalet.

"Sammenligning og fortolkning af investeringsresultatet vil derfor ikke være hensigtsmæssigt i forbindelse med regnskabet. Underliggende forventer vi, at fortsat gunstige finansielle markeder vil styrke investeringsresultatet, hvor særligt flotte afkast på aktier vil bidrage positivt," skriver senioranalytikeren.

Sydbank ser et samlet investeringsresultat på minus 965 mio. kr. i andet kvartal, hvor Tryg også ses udlodde et kvartalsudbytte på 1,07 kr. per aktie.

Mandagens opjustering fra Tryg kom ikke som nogen stor overraskelse for Mikkel Emil Jensen, som fortsat forventer et forsikringsteknisk resultat for året på 3,8 mia. kr.

Tryg offentliggør sit regnskab for andet kvartal fredag den 9. juli klokken 7.30

Mere fra FinansWatch

Bankerne trækker sig mere og mere fra drilling og olie

For selskaber som Odfjell Drilling er det blevet en krævende opgave at overtale bankerne til at komme med ny finansiering. Bankerne fortsætter med at trække sig fra oliesegmentet, da "mange selskaber fortsat er i en udfordrende situation," siger Nordea-chef.

Læs også

Trial banner

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs