FinansWatch

Tryg stiger i rød åbning på eliteindeks

Generelt er kursen nedadgående for de største danske virskomheder, men Tryg-aktien har efter opjustering grønne tal.

Foto: Finn Frandsen

Royal Unibrew og Tryg stjæler opmærksomheden og indtager topplaceringerne i det danske eliteindeks mandag morgen, efter at bryggeriaktien har fået flere kursmålsløft, og Tryg har opjusteret forventningerne.

Også Ambu var ved markedsåbningen en del af toppen, men aktien faldt efter kort tids handel til bunds i indekset.

C25-indekset falder samlet 0,3 pct. til 1877,62 mandag morgen.

Det sker på en dag, hvor nøgletalskalenderen er forholdsvis tom, og hvor markedet i USA holder lukket i forlængelse af den amerikanske uafhængighedsdag 4. juli søndag.

Der er dog gang i markedet for futures, hvor de tre amerikanske indeks indikerer kursfald på 0,1-0,2 pct., når markedet igen åbner i New York tirsdag.

Fredag steg det brede amerikanske S&P 500-indeks yderligere 0,4 pct. efter dansk børslukketid for at lukke i rekord for syvende dag i træk.

Det kan være med til at understøtte de europæiske aktier fra ugens begyndelse.

Tryg opjusterer

Tryg opjusterer forventningerne eksklusive opkøbet af RSA til det tekniske resultat i år til 3,5-3,8 mia. kr. fra tidligere ventet 3,3-3,7 mia. kr, fremgår det af en meddelelse.

Tryg kommer også med forventninger til det tekniske resultat i andet kvartal, der ventes at lande i underkanten af 1150 mio. kr. og i første halvår ventes det at lande i underkanten af 1900 mio. kr.

Tryg-aktien stiger 0,8 pct. til 157,20 kr. mandag morgen.

Royal Unibrew får kursløft

Både SEB, Jefferies, Carnegie og Bank of America har hævet deres kursmål for Royal Unibrew efter sidste uges nyheder fra selskabet på opkøbsfronten.

SEB hæver sit kursmål til 900 kr. fra 850 kr. samtidig med, at anbefalingen "køb" fastholdes, viser data fra Bloomberg News. Desuden løfter Bank of America sit kursmål til 850 kr. fra 810 kr. og gentager anbefalingen "hold".

Carnegie hæver sit kursmål til 905 kr. fra 850 kr., mens anbefalingen "køb" fastholdes.

Finanshuset Jefferies har regnet sig frem til et nyt kursmål på 770 kr. mod tidligere 700 kr., efter at bryggeriet i sidste uge annoncerede opkøbet af det nordiske distributionsselskab Solera til 770 mio. kr.

Opkøbet er ifølge Jefferies i overensstemmelse med Unibrews strategi om at være en stærk regional leverandør af mange forskellige drikkevarer. Unibrew meddelte i sidste uge desuden, at det forhandler om et opkøb af den franske energidrikproducent MC Energy.

Aktien i Unibrew stiger 0,5 pct. til 822,20 kr. ved åbning mandag.

Novozymes får højere kursmål

Novozymes får hævet sit kursmål til 375 kr. fra 355 kr. af finanshuset Carnegie, skr skriver PLX.AI mandag morgen.

Finanshuset gentager ved samme lejlighed anbefalingen "sælg".

Novozymes-aktien ligger stort set uændret og handles til 473,70 kr. mandag morgen.

Nordea får løftet kursmål

Det italienske finanshus Mediobanca har hævet sit kursmål for Nordea med 1 euro til 10,90 euro svarende til et løft i danske kr. til 81,05 kr. fra 73,61 kr., viser data fra Bloomberg News.

Finanshuset gentager anbefalingen "outperform".

Nordeas aktie stiger 0,1 pct. til 70,20 kr.

Boliga hæver tilbudspris

En gruppe af eksisterende aktionærer i Boliga Gruppen har hævet tilbudsprisen i sit pligtmæssige tilbud på selskabet til 15,20 kr. per aktie fra tidligere 12,50 kr. per aktie, meddelte gruppen søndag.

Det sker på baggrund af en afgørelse fra Finanstilsynet offentliggjort 2. juli. Det forrige tilbud kom den 26. april fra aktionærgruppen, der ifølge meddelelsen den dag sad på 85,69 pct. af aktierne.

Aktien i Boliga åbner med en stigning på 14,6 pct. til 14,90 kr.

Mere fra FinansWatch

Bankerne trækker sig mere og mere fra drilling og olie

For selskaber som Odfjell Drilling er det blevet en krævende opgave at overtale bankerne til at komme med ny finansiering. Bankerne fortsætter med at trække sig fra oliesegmentet, da "mange selskaber fortsat er i en udfordrende situation," siger Nordea-chef.

Læs også

Trial banner

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs