
Med en test onsdag aften blev Hvidbjerg Bank sammen med BEC Financial Technologies de første til at gennemføre en bankoverførsel med NemID-efterfølgeren, MitID.
Det skriver BEC i en pressemeddelelse, hvor serviceleder – og kvinden bag den første MitID-overførsel – hos Hvidbjerg Bank, Lene Vangsgaard Andersen, lægger vægt på vigtigheden af at være tæt på kunderne.
"Det gælder, når vi møder hinanden i hverdagen – men det gælder i høj grad også digitalt, hvor vi tilbyder vores kunder de nyeste digitale løsninger," siger Lene Vangsgaard Andersen i en skriftlig kommentar, som fortsætter:
"Lige nu tester vi MitID på vegne af en række pengeinstitutter i it-samarbejdet BEC, og efter sommerferien forventer vi, at vores kunder vil være nogle af de første, der får mulighed for at benytte Danmarks nye digitale ID."
MitID skal på sigt erstatte det eksisterende NemID. For indeværende testes systemet dog af bl.a. den lokale bank og it-fællesskabet BEC Financial Technologies.
Det fremgår ikke af den udsendte pressemeddelelse, hvornår den endelige udrulning af MitID forventes at løbe af stablen.
NemID's afløser forventer at snuppe bruger fra Facebook og Google
Finanstilsynet præsenterer syv initiativer til kampen mod hvidvask