FinansWatch

Minister om negative renter: Banker må tjene penge andre steder

Bankerne kan tjene penge andre steder end ved at kræve negative renter hos privatkunder, mener erhvervsminister Simon Kollerup, der opfordrer til at effektivisere i stedet.

Foto: LISELOTTE SABROE

Selv om det koster bankerne penge, at renterne er negative, skal de ikke sende regningen videre til almindelige bankkunder, som så skal betale for at have deres opsparinger stående.

Sådan lyder det fra erhvervsminister Simon Kollerup (S) til Ritzau, efter at han har indkaldt Finans Danmark, interesseorganisation for den danske finanssektor, til et møde om negative renter.

"Vi har nået grænsen for, hvor meget bankerne kan blive ved med at pålægge negative renter til almindelige bankkunder."

"Der er et misforhold mellem, hvor mange penge bankerne tjener, og at de pålægger negative renter for flere og flere danskere, og derfor siger jeg stop nu," siger han.

De store banker i Danmark har på det seneste sænket grænsen for, hvor mange penge man kan have stående uden at skulle betale for det, så den nu er på 100.000 kroner.

Hos Finans Danmark påpeger administrerende direktør Ulrik Nødgaard, at bankkunder blive ramt af negative renter, fordi renterne i Nationalbanken er negative.

Det betyder, at de danske banker skal betale for at have kundernes penge stående i Nationalbanken, der er bankernes bank.

Hvorfor mener du som erhvervsminister, at en virksomhed gratis skal stille en ydelse til rådighed, som koster dem penge?

"Bankerne har en vigtig rolle i vores samfund og passer på vores betroede midler og er en vigtig infrastruktur."

"Men der er noget galt, når man kan se, at bankerne leverer meget store overskud og nu er nede hos helt almindelige danskere og kræve penge for helt almindelige opsparingerne," siger Simon Kollerup.

Hvorfor skal de stille en gratis ydelse til rådighed, som de har udgifter forbundet med?

"Der er ingen sammenhæng mellem renteniveauet i Nationalbanken, og hvad en bank beslutter at gøre over for sine egne kunder. Det er bankens egen beslutning."

Ministerens holdning stemmer ikke overens med data fra Nationalbanken, der på sin hjemmeside viser en datamæssig sammenhæng gennem de sidste knap 20 år.

"Vi kan se, at flere og flere banker gør det, og det er forkert, og det bliver for grådigt, når vi kan se, at bankerne høster store overskud år efter år. Der er ikke tale om, at bankerne er nødlidende eller i knæ," siger han.

Simon Kollerup mener, at bankerne har andre muligheder for at tjene penge.

"Man kan hente pengene ind på andre forretningsområder. Det er efterhånden store bankkoncerner, vi har i Danmark, så der er rige muligheder for at hente det andre steder. Der er også muligheder for at effektivisere."

Der findes over 60 danske banker, hvor kun Danske Bank, Jyske Bank og Nykredit supplerer koncernens finansielle produkter med yderligere produkter fra koncernen. Dertil kommer Nordea, som dog er finsk.

"Jeg køber ikke præmissen om, at det skal være helt almindelige danskere, der skal betale for at have deres opsparing stående henne i banken," siger Simon Kollerup.

Mere fra FinansWatch

Grøn brintkomet ligner et drømmehug for ATP og kapitalfond

For landets største pensionsselskab og hardtech-fonden Nordic Alpha Partners kan børsnoteringen af Green Hydrogen Systems blive en ekstraordinær god investering. En rigtig god rejse, men også en risikofyldt investering, siger ATP's aktiechef Claus Wiinblad.

Læs også

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs