FinansWatch

Fed-chef: Naturligt med rentestigninger

Chef for den amerikanske centralbanks afdeling i St. Louis anser de seneste ugers kraftige rentestigninger som naturlige, da de følger af de løftede inflationsforventninger forud for et amerikansk vækstcomeback.

Foto: BRENDAN MCDERMID/REUTERS / X90143

James Bullard, som er chef for den amerikanske centralbank Federal Reserves (Fed) afdeling i St. Louis, anser de seneste ugers kraftige rentestigninger som naturlige, da de følger af de løftede inflationsforventninger forud for et amerikansk vækstcomeback.

"En stor del af det er naturligt. Det er naturligt, at de går højere, efterhånden som vækstudsigterne forbedres. Faktisk ikke bare forbedres, for meget, meget stærk vækst ventes i 2021 og derefter, og inflationsrisiciene bevæger sig derfor op," sagde James Bullard fredag til Wharton Business Radio, ifølge Bloomberg News.

Den tiårige rente er de seneste to uger hoppet op med henholdsvis 15 og 17 basispoint til 1,56 pct. fredag. Ved nytårstid lå den i bare 0,90 pct.

"Den tiårige statsrente er først nu på vej tilbage mod niveauer på linje med seks måneder, før pandemien ramte. Det er stadig ganske laveniveauer for renterne."

"Vækstudsigterne forbedres, og udsigten til pandemiens afslutning løfter realrenterne."

St. Louis-direktøren pegede derfor på, at han i stedet holder mere øje med, om markedet reagerer uhensigtsmæssigt.

"Som ansat i en centralbank er jeg altid bekymret, når der er rodet handel eller noget, som ser ud som panik. Det ville fange min opmærksomhed, men jeg mener ikke, vi er ved det punkt," forklarede han til Wharton Business Radio.

Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs