
Robert Kaplan, som er chef for den amerikanske centralbank Federal Reserves (Fed) afdeling i Dallas, regner med, at økonomien i USA i 2021 vil vokse med mindst 5 pct.
Han forventer, at udrulningen af vacciner vil betyde, at amerikanerne gradvist vil engagere sig mere i økonomien, ligesom yderligere finansiel stimulus fra den føderale regering i Washington vil give væksten et løft.
"Vi tror, vi vil se substantiel forbedring i bevægeligheden og engagementet i tredje og fjerde kvartal, sagde Robert Kaplan mandag på en virtuel konference, ifølge Reuters.
"Hvis vi tager fejl, er risikoen på opsiden. Vi kan måske vokse hurtigere."
Dallas-direktøren regner samtidig med en forbedring i beskæftigelsen, som i 2022 vil sende arbejdsløsheden ned under 4 pct. Senest var den i januar på 6,3 pct., mens den i april sidste år toppede i 14,7 pct.
Den amerikanske præsident, Joe Biden, har foreslået en hjælpepakke på 1900 mia. dollar, som Kongressen for tiden arbejder på at vedtage med snævre flertal til Demokraterne i begge kamre. Sidste år vedtog politikerne fire hjælpepakker på samlet 4200 mia. dollar.
Bank of America hævede mandag sin prognose for den amerikanske vækst i år fra 4,5 pct. til 6,5 pct. - på baggrund af den ventede stimulus og den positive udvikling i kampen mod coronapandemien.