FinansWatch

Fed-chef: Der er behov for mere stimulus - opsving er fladet ud

Chef for den amerikanske centralbanks distrikt i Minneapolis kalder behovet for yderligere stimulering af økonomien "tydeligt".

Foto: Kevin Lamarque/REUTERS / X00157

Neel Kashkari, der er chef for den amerikanske centralbank, Federal Reserves (Fed), distrikt i Minneapolis efterlyser mere støtte til den amerikanske økonomi fra de amerikanske politikere, for opsvinget er nemlig "fladet ud".

"Vi vil fortsat se en slæbende, meget langsom genrejsning med tusindvis af små virksomheder, der vil gå konkurs rundt omkring i landet. Det er derfor, det er så vitalt, at vore valgte ledere finder sammen og kommer med flere tiltag," sagde Neel Kashkari mandag til tv-stationen CBS, ifølge Bloomberg News.

Minneapolis-direktøren peger på, at den politiske situation komplicerer situationen, men at behovet for stimulus er "tydeligt".

"Det er klart, at vi er tæt på et valg, og jeg forestiller mig, at det inddrages i dynamikken. Men hvis man ser på data, så er data meget klare. Den stærke genrejsning, vi så i juni og juli, er virkelig fladet ud."

Fra den politiske front er der dog godt nyt i forhold til yderligere stimulus, efter at præsident Donald Trump foretog flere kovendinger i sidste uge.

Tirsdag valgte præsident Trump nemlig at beordre sin finansminister, Steven Mnuchin, til at trække sig fra forhandlingerne med Demokraterne om en fjerde stimuluspakke til efter præsidentvalget den 3. november. Indtil Trump "har vundet", som han skrev på Twitter.

Senere på ugen vendte Det Hvide Hus dog tilbage med et revideret forslag til en hjælpepakke på 1800 mia. dollar - en større pakke, end republikanerne i Senatet ønsker, og tættere på Demokraternes kompromisforslag på 2200 mia. dollar.

"Præsidenten har godkendt en revideret pakke. Han vil gerne lave en aftale," sagde Larry Kudlow til tv-stationen Fox ifølge Bloomberg News.

Tidligere på ugen var tilbuddet omkring 1600 mia. dollar, mens Republikanerne i Senatet og det Hvide Hus inden da længe holdt på en pakke på 1000 mia. dollar, og mens Demokraterne oprindeligt ønskede 3400 mia. dollar

Forvirringen om Det Hvide Hus' position er dog stor.

"Jeg vil helt ærligt gerne se en større hjælpepakke end den, som Demokraterne og Republikanerne tilbyder," sagde Donald Trump nemlig også i et radioprogram fredag, mens han erkendte, at han dermed gik stik imod sine tidligere holdninger til hjælpepakker.

Tidligere i år har politikerne vedtaget i alt tre amerikanske hjælpepakker til samlet 3300 mia. dollar, men flere af de støtteordninger udløb allerede med udgangen af juli.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere