FinansWatch

Nationalbanken ser nu boligpriserne stige i 2020

Boligpriserne står til at stige i 2020 og de kommende år, vurderer Nationalbanken i ny prognose.

Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Nationalbanken venter i sin prognose for dansk økonomi stigende boligpriser i år og de kommende to år.

Samlet set ventes huspriserne at stige med 1,6 pct. i 2020, 1,5 pct. i 2021 og 3,1 pct. i 2022.

Den relativt gunstige udvikling på boligmarkedet kan især tilskrives fundamentale forhold, påpeger banken.

"Efterspørgslen er påvirket af husholdningernes forventninger til deres langsigtede indkomst, som blandt andet på grund af hjælpepakkerne og genåbningen af økonomien ikke er faldet betydeligt. Renterne er desuden fortsat lave," fremhæves det.

Desuden venter husholdningerne ifølge banken igen stigende boligpriser, formentlig fordi den økonomiske aktivitet er vendt hurtigt tilbage.

Endelig kan der være opstået andre boligbehov under nedlukningen, hvilket har bidraget til at holde handelsaktiviteten i gang.

Den nye prognose fra Nationalbanken er pessimistisk, vurderer Arbejdernes Landsbank i en kommentar.

"Tilbage i juni ventede Nationalbanken et fald i boligpriserne på 2,3 pct. i 2020. Nationalbanken er derved blevet mere positive omkring udviklingen på det danske boligmarked, som har vist sig utrolig modstandsdygtig i krisens første måneder," påpeger økonom Anders Christian Overvad i Arbejdernes Landsbank.

Han understreger, at på trods af at der ventes en prisstigning for året som helhed, er prognosen til den pessimistiske side.

"Skal priserne i år gennemsnitligt ligge 1,6 pct. højere end i 2019, vil det kræve et prisfald på 6,5 pct. i årets sidste fire måneder. Dette mener vi ikke er realistisk," skriver han i en kommentar og fortsætter:

"Vi forventer også, at boligpriserne vil falde i den kommende tid, men er langt fra lige så pessimistiske som Nationalbanken. Coronausikkerheden har fået fat i økonomien, og det vil unægtelig betyde prisfald i en periode."

Arbejdernes Landsbanks økonom mener dog, at boligpriserne har potentiale til at gøre et hurtigt comeback.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere