FinansWatch

111 nye smittede i Danmark det seneste døgn

111 flere er smittet med covid-19 det seneste døgn i Danmark. Der er fire færre indlagte.

Foto: Camilla Stephan/Politiken/Ritzau Scanpix

Der er 111 nye registrerede tilfælde af covid-19 det seneste døgn i Danmark. Det fremgår af tal fra Statens Serum Institut.

44 af dem, der har testet positiv, er registreret i Aarhus.

Det fremgår samtidig af tallene, at der er fire færre indlagte og én færre på intensivafdeling. Der er ikke registreret nogen døde med covid-19 det seneste døgn.

Der er nu i alt kun 16 indlagte med covid-19, og kun én af dem er på intensivafdelingen.

På nær mandag er dagens stigning den mindste siden 4. august. Der er blevet testet 14.805 personer i det sidste døgn.

"Det er rigtig dejligt at se, at den opadgående tendens, vi har set, i hvert fald ikke fortsætter og måske endda tenderer til at være nedadgående," siger professor i virologi ved Aarhus Universitet Søren Riis Paludan.

Samtidig er 78 mennesker ikke længere smittede med covid-19 siden i går, hvilket i myndighedernes termer betyder, at man ikke er indlagt eller død, 14 dage efter at man er testet positiv.

"Man kan heller ikke se, at den smitte, vi har set over de sidste par uger, indtil videre har ført til flere indlæggelser, så det er gode nyheder," siger Søren Riis Paludan.

På trods af et stigende smittetal de seneste par uger, har antallet af indlagte kun haft små udsving.

"En mulighed er, at når man tester mere effektivt og mere proaktivt, så får man fanget flere unge, som er uden for risikogruppen."

"De vil jo blive smittet, men vil ikke blive særligt syge eller indlæggelseskrævende. Så det kan måske forklare, at vi kan se et opadgående smittetal, men ikke et opadgående indlæggelsestal," siger Søren Riis Paludan.

Dagens tal giver anledning til optimisme hos professoren.

"Det giver en eller anden form for næring til håb, om at vi kan inddæmme de her udbrud, vi har set de seneste par uger, og at vi ikke får øget pres på sundhedssystemet."

"Det er i og for sig gode nyheder," siger Søren Riis Paludan.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere