Skærpet corona-opmærksomhed i yderligere fem danske byer

(Artiklen er opdateret flere gange med nye detaljer)
Der er lige nu skærpet opmærksomhed i yderligere fem byer efter coronaudbrud. Det er Silkeborg, Glostrup, Nyborg, Solrød og Sorø, oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke på et pressemøde.
I forvejen er der konstateret større udbrud i Ringsted og i Aarhus.
Efter nye tilfælde af coronasmitte har myndighederne ekstra opmærksomhed på i alt syv byer.
Ministeren fortæller, at der er over 20 smittede per 100.000 indbyggere i byerne.
Kravet om mundbind i offentlig transport udvides til også at gælde kommunerne Silkeborg, Odder, Horsens, Skanderborg og Favrskov. Kravet gælder allerede i Aarhus.
Desuden, siger sundhedsministeren, kommer der nu en anbefaling om at bære mundbind i byens indkøbscentre og supermarkeder. Det er første gang, den type anbefaling kommer i Danmark.
Sundhedsministeren siger, at der ses en bekymrende smittespredning med coronavirus i Silkeborg Kommune. Kommunen er en af syv, man er særligt opmærksom på.
Silkeborg Kommune har 42 nye smittede med coronavirus den seneste uge. Mandag blev 40 børn fra en børnehave sendt hjem i isolation efter et konstateret smittetilfælde i institutionen.
Anette Lykke Petri, konstitueret direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, siger på pressemødet, at smitten dog er afgrænset i Silkeborg Kommune.
"Udbruddet i Silkeborg hænger med meget stor sandsynlighed sammen med udbruddet i Aarhus. Der er en fælles smittekilde. I Silkeborg er det afgrænset, i Aarhus er smitten spredt i kommunen. Den er opstået til private fester, på arbejdspladser og så videre," siger Anette Lykke Petri.
Krav om mundbind i offentlig transport træder i kraft i Aarhus Kommune tirsdag. Personale har ret til at afvise personer, der ikke bærer mundbind, siger transportminister Benny Engelbrecht (S) på pressemødet.
Magnus Heunicke siger desuden på pressemødet, at man ikke kan afvise, at der kommer "yderligere tiltag".