FinansWatch

Topchef har haft corona: Nu bruger han stort beløb på test til alle ansatte

Kim Fournais har haft corona og har ifølge Saxo Bank nok været blandt de første smittede danskere. Topchefen har nu købt test hjem for et større beløb, så alle i banken kan se, om de har haft corona. Han kritiserer myndighederne for ikke at udbrede test.

Kim Fournais Foto: Stine Bidstrup/ERH

Saxo Banks topchef og stifter, Kim Fournais, har haft corona og formentlig været blandt de først smittede danskere.

Sådan lyder det i et interview med FinansWatch, hvor topchefen også forklarer, at man har indkøbt over 1000 test, sådan at alle medarbejdere i Saxo Bank kan testes for, om de har haft corona.

"Jeg har selv taget nogle stykker, og jeg har været testet positiv flere gange. Så jeg har haft corona," siger Kim Fournais til FinansWatch.

Kim Fournais var i slutningen af januar i Italien, der siden skulle vise sig at blive et af de hårdest ramte lande. Men på det tidspunkt var corona kun noget, man troede var et problem i Asien.

"Da jeg kom hjem, gik der nogle dage, og så fik jeg det rigtig, rigtig skidt. Jeg fik ondt i hele kroppen, jeg var øm i musklerne, tør i halsen og havde feber. Men jeg troede ikke engang selv på, at jeg havde det på det tidspunkt, fordi man ikke snakkede om corona i vores del af verden på det tidspunkt," siger Kim Fournais.

Dermed har han ifølge banken nok været blandt de første coronasmittede danskere.

Kritiserer myndigheder

Banken tilbyder nu alle medarbejdere, at de frivilligt kan lade sig teste via en såkaldt antistoftest, sådan at de kan se, om de har haft corona.

"Det er vigtigt at vide for den enkelte – også med hensyn til familiemedlemmer, og fordi det er sværere at blive smittet, hvis man først har haft sygdommen en gang," siger Kim Fournais.

Han kritiserer myndighederne for ikke at udbrede test i højere grad, end det er tilfældet.

"Når nu man har brugt ganske anselige milliardbeløb af det danske budget på støtteordninger og på at lukke samfundet ned, så har vi undret os over, at vi ikke tidligere i forløbet ved at kontakte myndigheder var i stand til at kunne få antistoftest," siger Kim Fournais.

"Nu har vi så fået adgang til test gennem et dansk selskab, som sælger den her type test, der viser, om man har haft corona."

Glade for at kunne udbrede test

Han oplyser, at Saxo Bank har erhvervet test til en kostpris på cirka 100-200 kr., og at man har købt mindst 1000. Alt i alt har Saxo Bank derfor rundt regnet brugt 150.000 kr.

Cirka 500 medarbejdere i Saxo Bank har indtil videre gjort brug af testene, oplyser banken.

"Jeg vil tro, at den danske stat godt kunne købe dem noget billigere," lyder det fra Saxo Bank-direktøren.

Han siger, at ikke bare ham selv, men også flere af bankens medarbejdere har haft corona.

"Der er flere, som har haft det i Saxo Bank, og jeg tror egentlig også, at der er mange, der har haft det rundt omkring herhjemme. Det er en viden, som man med fordel kunne have, hvis man i Danmark valgte at teste bredere, end det er tilfældet. Derfor har vi valgt at tilbyde det til samtlige medarbejdere og til familierne for dem, der er testet positiv for antistoffer," siger han.

"Hvis man bredere set i Danmark vidste, hvor mange der har haft corona, og hvorhenne vi har været særlig hårdt ramt i Danmark, så ville det være nemmere at træffe de rigtige beslutninger. Jeg forstår ikke, at man ikke har udbredt det mere i Danmark, men vi er da glade for, at vi har kunnet udbrede test i det omfang, som vi har kunnet."

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere