FinansWatch

Corona giver aktieindeks største fald siden 2016

C25-indekset ender mandag med det største fald siden 2016. Det viser opdaterede tal fra fondsbørsen.

Foto: Finn Frandsen

Det ledende danske aktieindeks, C25, er mandag endt med det største endagsfald, siden indekset blev skabt i slutningen af 2016.

Indekset faldt med 3,8 procent.

Dermed bliver den hidtidige bundrekord slået. Den blev sat 4. oktober 2018, hvor indekset faldt med 3,73 procent.

Umiddelbart efter markedet lukkede, var meldingen, at indekset endte med et fald på 3,6 procent, hvilket ville have været det næststørste fald siden 2016.

Men de tal er kort før klokken 19 blevet opdateret efter dataproblemer hos leverandøren af tallene, Nasdaq.

Nasdaq oplyser til Ritzau Finans, at det var et højt niveau af handel, der forstyrrede deres indsamling af data.

Samtlige af aktierne i indekset endte i rødt, efter at coronavirusset i weekenden havde spredt sig til flere lande. I Italien har flere personer mistet livet, mens et trecifret antal er smittet. Blandt andet er flere byer i Italien blevet sat i karantæne.

"Frygten for spredningen af virusset giver markant nervøsitet i markedet. Fra at det var et lokalt problem i Kina, frygtes det nu at blive globalt," fortæller Christian Thatje, senioraktiehandler hos Sydbank til Ritzau Finans.

"Pludselig spreder det sig som ringe i vandet – og frygten er selvfølgelig, at det spreder sig endnu mere. Det kan have voldsomme konsekvenser for økonomien, det er der ingen tvivl om," siger han.

På den danske fondsbørs var det særligt transport- og luftfartsselskaber, der blev sendt til bunds. Især SAS, Mærsk og DSV-Panalpina havde modvind.

Det var ikke kun det danske aktiemarked, som havde en blodrød dag. Både de europæiske og amerikanske børser er udfordret. Det stigende antal smittede uden for Europa gjorde, at de amerikanske aktier åbnede med fald for tredje dag i træk.

Da de amerikanske børser åbnede mandag, faldt de tre ledende indeks mellem 3,2-4,1 procent. Det er frygten for konsekvenserne af coronavirusset, der de seneste dage har ført til fald på aktiemarkederne.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere