FinansWatch

Centralbank så i januar renten som passende i en periode

Den amerikanske centralbank fastholdt i slutningen af januar sin toneangivende rente, fed funds rate, i intervallet 1,50 til 1,75 pct., som deltagerne fandt passende, fremgår det af et referat.

Foto: LEAH MILLIS/REUTERS / X90205

Den amerikanske centralbank fastholdt i slutningen af januar sin toneangivende rente, fed funds rate, i intervallet 1,50 til 1,75 pct., og cheferne i banken anså på det tidspunkt, at pengepolitikken ville være passende i en tid endnu.

Det fremgår af onsdagens referat af mødet i Federal Reserves renteudvalg i den 28. og 29. januar, skriver Bloomberg News.

"Deltagerne diskuterede, hvordan fastholdelsen af den nuværende pengepolitiske position i en periode kunne være hjælpsom med at støtte USA's økonomiske aktivitet og beskæftigelse trods globale udviklinger, der har vejet ned på beslutninger om at bruge penge," hedder det i referatet, hvoraf det fremgår, at bankens direktører også anså renten for "passende".

Gennem 2018 og 2019 har Kina og USA været i handelskrig, og usikkerheden herfra tilskrives som årsag til, at erhvervslivets investeringer i USA er bremset kraftigt op, mens den amerikanske forbruger imidlertid har holdt væksten kørende med høj aktivitet. I januar underskrev de to lande dog en delvis handelsaftale, som aftrapper noget af handelskonflikten.

"Yderligere er nogen handelsusikkerhed for nyligt blevet mindsket, og der var nogle tegn på en stabilisering af den globale vækst. Ikke desto mindre var der fortsat usikkerheder omkring udsigterne, ikke mindst dem fra udbruddet af coronavirusset," lyder det.

Flere af medlemmerne af renteudvalget, Federal Open Market Committee (FOMC), lagde også vægt på et ønske om at lade inflationen styre over bankens mål på symmetriske 2,0 pct. om året. Det ville være "konsistent med at opnå komiteens langsigtede inflationsmål" og understrege, at målet netop er symmetrisk og altså kan overstiges i en periode. Centralbankens foretrukne mål, PCE Core, blev sidste gang målt til 1,6 pct., og den var senest over de 2,0 pct. i en periode i 2018.

FOMC-medlemerne overvejede også centralbankens støtteopkøb af amerikanske statsobligationer. På denne front var meldingen, at reservesituationen i markedet i andet kvartal vil gøre det muligt at nedtrappe bankens ageren i markedet.

"Mange deltagere fremhævede, da reserverne nærmede sig vedvarende rigelige niveauer, at behovet for betydelige køb af statsobligationer og repo-operationer ville mindske, og at sådanne operationer gradvist kunne blive nedtrappet eller udfaset," fremgår det.

For øjeblikket køber centralbanken amerikanske statsobligationer for 60 mia. dollar om måneden og pumper dermed likviditet ind i de finansielle markeder. Det er samtidig med til at holde obligationskurserne oppe og renterne nede. Desuden stiller Federal Reserves afdeling i New York store milliardbeløb til rådighed for de kommercielle banker for at sikre likviditet i den finansielle system. Det ventes at fortsætte frem til og med april.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere