FinansWatch

Vigtig advarsel om udbyttehul skulle behandles på minutter

Ledere i Skat havde i 2010 45 minutter til ti revisionsrapporter - herunder advarsel om udbytteområdet.

Foto: Sarah Christine Nørgaard/BT/Ritzau Scanpix

Tiden var knap, da ledelsesniveauet i det daværende Skat tilbage i 2010 skulle behandle en advarsel om, at der var noget helt galt i Skats håndtering af refusion af udbytteskat.

Skatteministeriets Interne Revision (SIR) havde i 2010 lavet en kritisk rapport om Skats håndtering af refusion af udbytteskat. Her slog revisionen alarm om risikoen for svindel.

Rapporten skulle vendes på direktør- og ledelsesniveau i det såkaldte Produktionsforum.

På det pågældende møde, hvor rapporten om udbytteområdet var oppe, var der afsat 45 minutter til at gennemgå 10 revisionsrapporter. Dermed var der som udgangspunkt 4,5 minutter til hver rapport.

Flere af dem havde ikke nær så alvorlig kritik som SIR-rapporten om udbytteskat. Men der var også andre rapporter, der ligesom den om udbytteområdet havde fået en rød farve for at illustrere alvoren.

Selv samme problemer med refusionen af udbytteskat gjorde Skat sårbar for svindel, og det anslås, at den danske statskasse fra 2012 til 2015 blev svindlet for mindst 13 milliarder kroner.

En kommission er i gang med at afklare, hvordan det kunne finde sted. Onsdag blev blandt andre tidligere kontorchef Lars Tjærby Rasmussen og tidligere regionsdirektør Kirsten Otbo afhørt af kommission.

De beskrev, at mødet i 2010, hvor SIR-rapporten blev behandlet, resulterede i en arbejdsgruppe.

Selv om en status fra den arbejdsgruppe skulle afleveres i oktober samme år, blev der først leveret en opdatering i februar det følgende år. Efter den opdatering blev den kritiske SIR-rapport ikke behandlet yderligere i Produktionsforum.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere