Argentinas centralbank har nu sat en grænse på fem dage for eksportører at trække udenlandsk valuta hjem til Argentina, ligesom lokale finansielle institutioner fremadrettet skal have centralbankens tilladelse for at købe dollar på de internationale valutamarkeder, med mindre det sker i forbindelse med udenrigshandel. Desuden må individuelle borgere maksimalt købe for 10.000 dollar om måneden - i dollar.
Tiltaget fra Banco Central de la República Argentina sker for at stoppe for udsalget i pesoen og sikre, at landets reserver af udenlandsk valuta ikke drænes helt. Alene torsdag og fredag forsvandt 3 mia. dollar fra valutareserven, skriver Bloomberg News, og landets reserver er nu under 15 mia. dollar, hvilket øger risikoen for en betalingsstandsning på landets statsgæld.
"Det bliver meget svært at redde landet nu. Med kapitalkontrol vil alle, der stadig har lov til det, formentlig trække deres penge ud nu. IMF har allerede stillet en stor redningspakke til rådighed, og der er ingen derude med ressourcerne til ekspandere den i den nødvendige skala," vurderer Paul McNamara, forvalter hos GAM UK, over for Bloomberg News.
IMF stillede sidste år en støttepakke på 57 mia. dollar til rådighed for landet. Argentina har allerede modtaget 44 mia. dollar derfra, men foreslog allerede i sidste uge en udskydelse af tilbagebetalingen.
I Argentina har aktiemarkedet dog reageret positivt på beslutningen fra centralbanken, da det toneangivende Merval-indeks stiger med 5,8 pct. Samtidig styrkes pesoen med knap 4,8 pct. til 56,81818 peso for en dollar mandag mod 59,52381 peso for en dollar fredag.
Præsident Mauricio Macri og hans regering annoncerede fredag planen om at udskyde betalingen af 7 mia. dollar i kortsigtet lokal gæld i år, samtidig med at regeringen ønsker en "frivillig omprofilering" af længerevarende gæld for 50 mia. dollar, overvejende ejet af udenlandske investorer, ligesom landet ønsker at udskyde tilbagebetalingen af 44 mia. dollar, som det har modtaget gennem hjælpepakken på 57 mia. dollar aftalt med IMF sidste år.
Argentina blev kastet ud i en ny krise her i august, da netop Macri tabte overraskende stort i primærvalget til landets præsidentpost.
Den markedsvenlige Macri tabte med 15 pct.point til den venstreorienterede kandidat Alberto Fernandez, der har den tidligere præsident Cristina Kirchner som sin nummer to på stemmesedlen. Kirchner var selv i det øverste embede før Macri, og da landet senest gik i betalingsstandsning, som landet har haft otte af gennem tiderne, ifølge Financial Times.
Siden da, er pesoen blevet svækket med mere end 20 pct. over for dollaren. Fredagen før primærvalget den 11. august kostede en dollar blot 45,24887 peso.
Den endelige afstemning om, hvem der skal være kommende præsident i Argentina, finder sted 27. oktober. Eksperter vurderer det ifølge BBC som usandsynligt, at Mauricio Macri kommer til at fortsætte i embedet.
Nationalbanken ser stigende risiko for økonomisk nedtur
Mere fra FinansWatch
Konstitueret Danica-topchef holder delvis fast i de kommercielle tøjler efter udnævnelse af ny direktør
Søren Lockwood, der er konstitueret topchef hos Danica og i flere år har været kommerciel direktør, vil også fremover have en finger med i spillet i pensionsselskabets kommercielle aktiviteter. Nyudnævnt kommerciel direktør vil bl.a. have fokus på kommunikationen af tilbud til Danicas kunder og på ny SUL-bekendtgørelse.