
De italienske renter bliver presset i rekordlavt niveau onsdag, hvor blandt andet udsigten til muligvis en ny regering og en tro på massive lempelser fra Den Europæiske Centralbank, ECB, er med til at sende renterne ned.
Det vurderer Søren V. Kristensen, chefanalytiker i Sydbank, i en kommentar.
Den tiårige italienske rente faldt onsdag eftermiddag til under 1 pct. for første gang nogensinde, men omkring klokken 15 er renten igen kravlet lidt op.
"Det er blandt andet udsigten til en ny regering i Italien, der sender investorerne ind i de italienske statspapirer. Den tidligere populistiske regering med Lega og Femstjernebevægelsen er nemlig brudt sammen," skriver Søren V. Kristensen i sin kommentar.
Samme betragtning deler Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit.
"Kollapset af den populistiske og EU-skeptiske regeringskoalition i Italien og forhandlinger om en ny og øjensynligt mere EU-venlig koalition har medvirket til store fald i italienske renter," skriver han i en kommentar.
Søren V. Kristensen fra Sydbank fremhæver desuden, at udsigten til nye lempelser fra ECB også har en finger med i spillet.
"Vi venter, at ECB både vil sætte renten ned og genstarte opkøbene af obligationer på rentemødet om et par uger. Derfor kan en rente på 1 pct. om året være attraktiv for investorerne. Og så selv om det er Italien, man låner pengene til."
"Det er dog langtfra sådan, at investorerne er blevet blinde for de udfordringer, som italienerne har med en meget høj gæld og en meget svag økonomisk vækst. Investorerne forlanger altså nemlig fortsat 1,7 pct. mere i rente, når de skal låne penge til Italien, endnu når de låner penge ud til Tyskland," forklarer chefanalytikeren.