FinansWatch

Argentina: Pesoen fortsætter nedad onsdag

For tredje dag i træk er pesoen er under hårdt pres, efter at landets markedsvenlige præsident, Maricio Macri, led et overraskende stort nederlag til venstrefløjskandidaten Alberto Fernández i et primærvalg til præsidentposten i weekenden.

Igen onsdag dropper den argentinske valuta, pesoen, kraftigt. Det er tredje dag i træk, at pesoen er under hårdt pres, efter at landets markedsvenlige præsident, Maricio Macri, led et overraskende stort nederlag til venstrefløjskandidaten Alberto Fernández i et primærvalg til præsidentposten i weekenden.

Onsdag svækkes pesoen med 6,0 pct. til 59,1997 peso for en dollar mod 55,6513 peso tirsdag, hvor den mistede 4,8 pct. Mandag var dog hårdest ved pesoen, hvor den faldt med 14,5 pct. til 53,0000 peso for en dollar fra 45,3134 fredag.

Presset på pesoen onsdag kom samtidig med, at Macri annoncerede tiltag for 740 mio. dollar til at modgå effekten af valutasvækkelsen på argentinerne - herunder et løft af minimumslønnen, lån til små og mindre virksomheder, stipendier til studenter, støtte til fattige familier med børn, et loft på indkomstskatten og en fastfrysning af benzinpriserne i 90 dage, skriver Financial Times.

Macri har på den baggrund relanceret sin indsats for at genvinde præsidentposten, men flere og flere tror ikke på muligheden, efter han tabte med 15 pct.point i weekendens afstemning. Og markederne reagerer i al fald, som om et nederlag til Macri er tæt på givet.

"Det er for lidt og for sent," siger Siobhan Morden, chef for latinamerikansk rentestrategi hos Amherst Pierpont Securities, til Financial Times.

"Det er meget lidt, som populisme kan gøre for at ændre tre års recession. Vælgerne leverede et mistillidsvotum ved primærvalget. Jeg kan ikke komme i tanker om noget, han kan gøre eller sige, for at ændre udfaldet af valget."

Investorerne holder udsalg i argentinske aktiver, fordi de frygter for, hvad rivalen Alfredo Fernández vil foretage sig i relation til økonomien, hvis han bliver valgt til præsident ved den endelige afstemning den 27. oktober.

Frygten skyldes også, at Fernández stiller op til valget med den tidligere præsident Cristina Kirchner som sin kandidat til vicepræsident, og hun stod i sine år ved magten blandt andet for valutarestriktioner og et stop for betalinger på statsgælden. Markedet håber ikke på en gentagelse af det scenario.

Aktiemarkederne i Argentina falder desuden onsdag med 3,7 pct. målt på det toneangivende Merval-indeks. Tirsdag var der ellers et lysglimt for aktieinvestorerne, da markedet steg 10,2 pct. efter det store fald på hele 37,8 pct. mandag.

Alfredo Fernández var i sin tid kabinetschef for den nu afdøde præsident Néstor Kirchner, som bestred præsidentposten fra 2003, inden hustruen Cristina Kirchner overtog den med sin valgsejr i 2007. I starten af Cristina Kirchners embedsperiode var Fernández også kabinetschef for hende, inden de dengang blev uvenner.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere