James Bullard, der er chef for den amerikanske centralbanks afdeling i St. Louis, vil først afvente og se effekterne af den seneste rentesænkning, før han eventuelt vil overveje en ny.
Det skriver nyhedsbureauet Dow Jones.
"Jeg synes, vi har gjort en masse," siger James Bullard i et interview.
Han peger på, at Federal Reserve har skiftet position fra at stramme pengepolitikken til nu at lempe den, ligesom banken er ophørt med sine kvantitative stramninger gennem en reduktion af dens obligationsbeholdning.
Bullard oplyser samtidig, at han var for den rentesænkning i sidste uge, som centralbanken foretog, da den satte fed funds rate ned med 25 basispoint til intervallet 2,00 til 2,25 pct. Bullard var samtidig en af de Fed-chefer, som i juni indikerede, at renten i 2019 bør sættes ned med samlet 50 basispoint.
Men først skal det hele lige fordøjes af økonomien og af markederne, for renten på den toårige statsobligation, der er meget følsom over for fed funds rate, og som anses for en stedfortræder-rente til den, er faldet fra omkring 3,00 pct. i efteråret 2018 til nu omkring 1,70 pct.
"Det er en stor lempelse i dette metier... Jeg vil gerne se, hvor stor effekt det har fremadrettet. Jeg er det mest dueagtige medlem af komiteen, så jeg synes, vi har råd til flere justeringer af pengepolitikken, men jeg vil se, hvad konsekvensen er."
Da den amerikanske centralbank onsdag i sidste uge sænkede sin toneangivende rente, fed funds rate, med 25 basispoint til intervallet 2,00 til 2,25 pct., var det den første rentesænkning fra centralbanken siden 2008 - altså siden finanskrisen. I den mellemliggende periode nåede banken at hæve renten ni gange.
Mere fra FinansWatch
Konstitueret Danica-topchef holder delvis fast i de kommercielle tøjler efter udnævnelse af ny direktør
Søren Lockwood, der er konstitueret topchef hos Danica og i flere år har været kommerciel direktør, vil også fremover have en finger med i spillet i pensionsselskabets kommercielle aktiviteter. Nyudnævnt kommerciel direktør vil bl.a. have fokus på kommunikationen af tilbud til Danicas kunder og på ny SUL-bekendtgørelse.