FinansWatch

USA/T-bond: Renten fortsatte faldet efter centralbankmedlems tale

Særligt kommentarer fra medlemmer af den amerikanske centralbank var med til at trykke renterne på de amerikanske statspapirer.

Foto: Johannes Eisele / AFP / Ritzau Scanpix

Rentefaldene på det amerikanske obligationsmarked fortsatte torsdag, hvor særligt kommentarer fra medlemmer af den amerikanske centralbank var med til at trykke renterne på de amerikanske statspapirer.

For den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation endte renten torsdag i 2,03 pct. Det var 2 basispoint lavere end lukkeniveauet onsdag, hvor renten dykkede 6 basispoint til 2,05 pct.

I løbet af torsdagen var renten ellers på et tidspunkt oppe på næsten 2,08 pct.

Torsdag aften omkring klokken 20 dansk tid gik John C. Williams, som er chef for den amerikanske centralbanks afdeling i New York, på talerstolen i New York.

Ifølge Bloomberg News sagde han, at centralbankerne i en tid med lave renter bør reagere hurtigt, hvis der opstår tegn på udfordringer for økonomien.

"Når du kun har så meget stimuli til rådighed, så betaler det sig at handle hurtigt for at sænke rentesatserne ved første tegn på vanskeligheder for økonomien," sagde han bl.a. ifølge nyhedsbureauet.

Udtalelsen faldt et par uger før næste rentemøde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, og der er allerede nu stor enighed i markedet om, at banken kommer til at sænke sin ledende rente.

Ifølge Bloomberg News har markedet indregnet en sandsynlighed på 65,5 pct. for, at der kommer en rentereduktion til 2,00-2,25 pct. fra det nuværende niveau på 2,25-2,50 pct. på rentemødet i slutningen af juli.

Samtidig er der indregnet en sandsynlighed på 34,5 pct. for, at Federal Reserve tager et større skridt ved at sænke renten til 1,75-2,00 pct.

Torsdag kunne investorerne også holde øje med en række nøgletal fra USA. Det ene viste, at 216.000 amerikanere meldte sig som førstegangsledige i sidste uge. Det var fuldstændig som ventet, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.

Erhvervslivets aktivitetsindeks fra Federal Reserve Bank of Philadelphia viste omvendt en overraskende stigning i juni. Her steg indekset nemlig til 21,8 fra 0,3 måneden forinden. Økonomerne havde ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg ventet et indeks på 5,0.

De ledende indikatorer i USA overraskede omvendt med et fald på 0,3 pct. i juni. Konsensus var ifølge Bloomberg News en fremgang på 0,1 pct.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere