FinansWatch

Amerikansk finansmand er anklaget for menneskehandel

Den tidligere kapitalforvalter og rigmand Jeffrey Epstein er anklaget for menneskehandel tilbage i 00'erne og udnyttelse af mindreårige. Han nægter sig skyldig.

Her ses en demonstration i New York mandag, hvor demonstranter viste utilfredshed med finansmanden Jeffrey Epstein, der er anklager for menneskehandel og udnyttelse af mindreårige. | Foto: Shannon Stapleton/ Reuters / Ritzau Scanpix

Den amerikanske milliardær og finansmand Jeffrey Epstein er blevet anholdt for menneskehandel med henblik på prostitution.

Den ulovlige menneskehandel skulle have foregået tilbage i 00'erne, skriver nyhedsbureauet AP på baggrund af oplysninger fra to anonyme embedsmænd.

Rigmanden Epstein, der er tidligere kapitalforvalter og tidligere har været gode venner med ekspræsident Bill Clinton og den nuværende præsident, Donald Trump, er mandag fremstillet for en føderal dommer på Manhattan i New York. Her nægtede han sig skyldig i anklager om menneskehandel med seksuel udnyttelse for øje.

Den 66-årige mand er anklaget for at have etableret et netværk, der gjorde det muligt for ham at udnytte og misbruge snesevis af mindreårige piger seksuelt i perioden fra 2002 til 2005.

Politiet har fundet nøgenbilleder af piger, der tilsyneladende er mindreårige, under en ransagning af rigmandens hjem i New York. Det oplyste statsanklager Geoffrey Berman tidligere mandag.

Han beskyldes for at have betalt mindreårige piger hundredvis af dollar for at give ham massage, hvorpå han skal have forgrebet sig på dem.

De yngste af dem var 14 år.

Ifølge anklageskriftet har Epstein "bevidst udvalgt sig mindreårige og vidste, at mange af hans ofre faktisk var under 18 år". Flere af pigerne gjorde ham opmærksom på deres alder, lyder det.

Anklagerne mener også, at han har betalt nogle af ofrene for at rekruttere flere piger til ham.

Epstein blev ifølge det amerikanske medie CBS Miami anholdt i Teteboro Lufthavn i New Jersey, da han landede med sit privatfly fra Paris.

Statsanklager Berman siger, at anklagemyndigheden vil bede dommeren om at afvise Epstein muligheden for at blive løsladt mod kaution.

"Han har en enorm formue. Anklagerne er meget alvorlige og kan give op mod 45 års fængsel, hvilket for en i Epsteins alder er en livstidsdom," siger Berman.

"Vi vil mene, at han har grunde til at ville forsøge at flygte fra dommen."

Spørgsmålet om kaution vil blive afgjort på torsdag. Indtil da skal Epstein blive i arresten.

Det er ikke første gang, at den stenrige finansmand er i retten for alvorlige sexanklager.

I 2008 erklærede han sig skyldig i rufferi i en sag, hvor et af ofrene var under 18 år. Han indgik et forlig, hvor han slap med 13 måneders fængsel, men fik lov at tage på kontoret og passe sit arbejde hver dag.

Som en del af forliget skulle han betale en erstatning til flere af sine ofre, og han måtte finde sig i at blive registreret i USA's register over sexforbrydere.

Forliget blev kritiseret flere steder fra, skriver det amerikanske medie The New York Times.

Den tidligere kapitalforvalter startede ifølge Wikipedia startede sin karriere hos investeringsbanken Bear Stearns, inden han stiftede sit eget selskab J. Epstein & Co. Selskabet skiftede senere navn til Financial Trust Company.

Dansk finanskvinde i London indgår millionforlig i Metoo-sag 

Fængslede ansatte og bedragede kunder – nu er den endelige bøde faldet i svindelsag 

Wolf of Wall Street-producer anklaget for milliardhvidvask 

Mere fra FinansWatch

Spar Nord udsteder kapital for 500 mio. kr.

Spar Nord er nået til enighed med en række professionelle investorer om udstedelse af tier 2-kapital. Obligationerne udstedes med Nykredit og Spar Nord som Joint Bookrunners.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs