FinansWatch

Banker outperformer i negativt marked efter jobtal

Amerikanske aktiebørser er faldet yderligere en spids, efter en negativ åbning i kølvandet af offentliggørelsen af en stærkere jobvækst i juni end ventet af økonomerne.

De amerikanske aktiebørser er midt på handelssessionen fredag i New York faldet yderligere en spids, efter en negativ åbning i kølvandet af offentliggørelsen af en stærkere jobvækst i juni end ventet af økonomerne.

Arbejdsmarkedsrapporten fra de amerikanske myndigheder viste en jobskabelse uden for landbruget på 224.000 i sidste måned, og det var det højeste niveau i fem måneder og langt over forventningerne ifølge Reuters på 160.000.

Selv om udviklingen sender et positivt signal om den økonomiske udvikling, så har investorerne fokuseret på, at det reducerer sandsynligheden for en rentenedsættelse på 50 basispoint, når den amerikanske centralbank, Federal Reserve, holder sit næste pengepolitiske møde 30-31. juli.

Justerer renteforventninger efter jobtal

Rapporten viste dog samtidig fortsat lave lønstigninger, hvilket giver noget spillerum for, at pengepolitikken trods alt kan lempes i et omfang for at understøtte inflationsudviklingen.

"Det er stadig mere sandsynligt, end at Fed ikke vil sænke renten, men sandsynligheden er faldet lidt. En rentesænkning på 50 basispunkter burde være priset helt ud på nuværende tidspunkt," siger Scott Brown, cheføkonom hos Raymond James, til Reuters.

Fredag middag lokal tid i New York ligger det brede S&P 500-indeks 0,6 pct. lavere i 2977,13 oven på torsdagens fridag, hvor amerikanerne fejrede landets uafhængighedsdag. Dow Jones-indekset ligger endvidere 0,5 pct. lavere i 26.825,79, og det teknologitunge Nasdaq-indeks falder 0,6 pct. til 8121,65.

Onsdag før den amerikanske uafhængighedsdag endte alle tre indeks i lukkerekorder, hvilket for S&P 500-indekset var tredje dag i streg.

Mens jobrapporten har lagt pres på aktierne i fredagens marked, så er renterne omvendt steget som følge af de reviderede forventninger til kommende pengepolitiske justeringer fra den amerikanske centralbank.

De stigende markedsrenter har givet et lille rygstød til finansaktierne, der er den eneste sektor i S&P 500-indekset, som klarer frisag og holder sig i et lille plus. Blandt storbankerne ligger Goldman Sachs 0,5 pct. højere, og JPMorgan stiger 0,4 pct.

Omvendt falder defensive sektorer som ejendomsaktier, forsyningsselskaber og selskaber inden for stabilt forbrug, hvilket ifølge Reuters skyldes, at de stigende renter gør udbyttebetalende aktier mindre tiltrækkende.

I sektoren for stabilt forbrug findes aktier som Kellogg, Colgate-Palmolive og Philip Morris, som alle ligger omkring 2 pct. lavere ved middagstid.

Chipproducenter i fokus efter Samsung-nyt

Der er fredag fokus på chipproducenterne, efter at sydkoreanske Samsung Electronics har oplyst, at selskabets indtjening i årets andet kvartal er faldet med mere end 50 pct. på grund af svag efterspørgsel på hukommelseschips.

Qualcomm-aktien falder 0,7 pct. til 76,08 dollar, mens aktien i Intel Corp falder 1,4 pct. til 47,82 dollar.

Investorerne holder fredag også øje med Broadcom og Symantec, efter at Financial Times torsdag kunne fortælle, at et køb af sidstnævnte fra Broadcom kunne blive annonceret efter torsdagens fridag.

Allerede onsdag var der forlydender om, at Broadcom var tæt på at kunne gennemføre købet af Symantec til en pris på godt 15 mia. dollar. Broadcom-aktien falder fredag 0,5 pct. til 283,41 dollar, mens en aktie i Symantec koster 24,98 dollar efter et fald på 0,4 pct.

Internethandelsvirksomheden Amazon kan fredag fejre 25 års jubilæum, men at dømme efter udviklingen i aktiekursen er der ikke den store festivitas for aktionærerne, som må se aktien falde 0,2 pct.

Wall Street Journal skriver, at Amazon har været på opkøbsturné i de seneste år, men den amerikanske regerings forøgede fokus på - og granskning af - store teknologiselskaber truer med at bremse opkøbstempoet.

USA's centralbank hæver renten

Sydbank: Positivt når amerikansk centralbank hæver renten

Medie: ECB overvejer renteforhøjelse 

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs