
Renten er dermed fortsat minus 0,25 pct., og det er helt som ventet ifølge estimater indsamlet af det svenske nyhedsbureau Direkt.
Beslutningen blev truffet i enighed mellem de syv medlemmer af bankens direktion, rapporterer Dagens Industri.
Også rentebanen - bankens skøn for renteudviklingen - er uændret efter dagens møde. Det betyder, at den første svenske renteforhøjelse først ventes i slutningen af indeværende år eller begyndelsen af den næste. Her var der ifølge Dagens Industri delte forventninger blandt analytikerne om, hvorvidt Riksbanken ville sænke eller fastholde rentebanen.
I april blev rentebanen nedjusteret, fordi den svenske inflation var kommet under centralbankens målsætning.
Kim Blindbæk, makroanalytiker i Sydbank, noterer, at centralbanken signalerer, at den vil bevæge sig i retningen af en stramme pengepolitik. Han vurderer, at flere investorer havde ventet, at Riksbanken ville udskyde næste renteforhøjelse.
"Vi vurderer fortsat, at Riksbanken kan få svært ved at hæve renten i et miljø, hvor flere globale centralbanker lemper pengepolitikken. Samtidig ser vi svækkede økonomiske nøgletal fra Sverige. Vi venter uændret rente i Sverige i de kommende tolv måneder," skriver han i en kommentar til tallene.