FinansWatch

Tysk bankchef trækker i land og kan kickstarte EU-kabale

Jens Weidmann har kort før beslutning om EU-topjob ændret holdning til et ECB-program, som han stemte imod.

Foto: Ritzau Scanpix/AP/Arne Dedert

Jens Weidmann, Chefen for Tysklands centralbank, kom onsdag med en opsigtsvækkende melding om det omstridte opkøbsprogram OMT i Den Europæiske Centralbank (ECB).

Den tolkes som hans forsøg på at blive chef for ECB. Sker det, vil EU's stats- og regeringschefer allerede være et stort skridt videre, når de torsdag skal lægge et puslespil om topposter i EU, hvor også Margrethe Vestager er i spil.

Weidmann, som har været hårdnakket modstander og stemt imod OMT, accepterer nu programmet.

Det kan ifølge seniorforsker Jacob Kirkegaard ved Peterson Institute i Washington kun læses på én måde.

"Når Weidmann siger, at han pludselig går ind for OMT-programmet, er det helt klart et signal om, at han er kandidat til at efterfølge Mario Draghi (ECB's chef)," siger Kirkegaard.

Den danske seniorforsker hæfter sig samtidig ved, at Draghi, hvis mandat udløber 31. oktober, samtidig kom med en besked om, at ECB vil komme med yderligere pengepolitisk stimulans.

"Det er et klart signal om, at han vil forsøge at binde efterfølgeren til en meget ekspansiv politik. Det signal har han kun behov for at sende, hvis hans efterfølger vil være en lidt mere høgeagtig kandidat," siger Kirkegaard.

Den 51-årige tysker anses netop som høgen i EBC's styrelsesråd, hvor cheferne for medlemslandenes centralbanker sidder.

Hvis Weidmann skulle få denne post, får det vigtige følger for besættelsen af de øvrige topposter.

Det vil blandt andet medføre, at landsmanden Manfred Weber, som er kandidat til posten som kommissionsformand, må anses for at være definitivt ude. Hans chance anses i forvejen at hænge i en tynd tråd.

Stats- og regeringscheferne skal, når kabalen lægges, også tage højde for kønsbalance, geografi og politisk tilknytning. Det skulle de også i 2014. Men dengang blev kun én kvinde udpeget. Italieneren Federica Mogherini.

For at redde euroen i forbindelse med den græske gældskrise, opfandt ECB det kontroversielle program OMT, Outright Monetary Transactions.

Det tillader centralbanken at opkøbe statsobligationer direkte for et ubegrænset beløb for at redde økonomisk nødstedte nationer.

I Tyskland har programmet skabt vrede. Mange tyskere mener, at programmet er i strid med landets forfatning, da det giver ECB magt til at bruge skatteborgernes penge. Men EU-Domstolen har erklæret programmet lovligt.

Weidmann konstaterede onsdag, at OMT ifølge domstolen "er lovligt", og at det er "den aktuelle politik".

Chef for tysk centralbank revser blockchain

Europas regeringer gør klar til kamp om ECB-toppost

Sydbank: Top-tysker lægger pres på Draghi før tale i Jackson Hole

Merkel ser gerne tysk afløser som ECB-chef efter Draghi

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere