FinansWatch

Kommissionen vil afskære Schweiz fra aktiehandel i EU

EU har udstedt en advarsel til Schweiz, som unionen mener trækker forhandlingerne ud om en ny samarbejdsaftale på området for aktiehandel.

EU-Kommissionen har tirsdag advaret Schweiz om, at landet ikke skal blive ved med at trække forhandlingerne om en samarbejdsaftale på området for aktiehandel ud, for så vil EU blot begrænse landets muligheder for at handle med aktier i EU-landene.

Det skriver Financial Times.

I et brev til den schweiziske præsident har udvidelseskommissær Johannes Hahn advaret om, at EU ikke vil tolerere en "udvanding" af det indre markeds regler midt i en "afgørende" fase i forhandlingerne om brexit.

EU forsøger at forhandle en rammeaftale, der kan erstatte 120 bilaterale aftaler, med Schweiz på plads, en aftale, som vil betyde, at Schweiz automatisk skal indføre EU's regler på området.

Alpelandet valgte dog i slutningen af 2018 at gennemføre en seks måneder lang offentlig "konsultationsproces", men EU har advaret om, at landets bankers evne til frit at handle med aktier i EU-landene vil blive begrænset, hvis ikke en aftale er på plads inden 30.juni.

Blandt knasterne i forhandlingerne er EU's krav om, at EU-borgere bosat i Schweiz skal have adgang til sociale ydelser, og at Schweiz skal gennemføre EU's beslutninger på området for statsstøtte. Her har Schweiz bedt om en uddybning af konsekvenserne ved en aftale, hvilket af EU opfattes som et forsøg på at genforhandle rammeaftalen, fordi Schweiz samtidig har bedt om at visse formuleringer fjernes, ifølge Financial Times.

Meldingen har også stor betydning for Storbritannien, der i tilfælde af et brexit skal have tilsvarende "ligestillingsregler" for at kunne tilgå EU-landenes aktiemarkeder.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere