FinansWatch

New York-bank skuffer og synker til bunds

Regnskabet for BNY Mellons første kvartal skuffer i så høj grad, at New York bankens-aktie falder til bunds i S&P-indekset.

Foto: Mark Lennihan/ AP / Polfoto

Bank of New York Mellon får onsdag ørerne i maskinen på det amerikanske aktiemarked, da regnskabet for bankens første kvartal skuffer. Aktien falder med 9,5 pct., hvilket også sender aktien helt til bunds i S&P 500-indekset.

Bank of New York Mellon kom gennem kvartalet med et justeret overskud per aktie på 94 cent, mens de samlede indtægter landede på 3,90 mia. dollar. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News regnet med en indtjening per aktie på 96 cent og indtægter på 3,99 mia. dollar. Det justerede nettoresultat blev i perioden på 910 mio. dollar mod ventede 943 mio. dollar.

Årsagen til den skuffende udvikling i perioden skal blandt andet findes i en lavere rentemarginal end ventet. Den endte på 1,20 pct. mod konsensus om 1,26 pct.

Årsagen er de faldende renter, der blandt andet i marts sendte rentekurven i minus i nogle dage, og bankens topchef, Charlie Scharf, advarer om, at det vil presse renteindtægterne i flere kvartaler frem.

"Mens den nuværende forventning for rentekurven er en sandsynlig negativ påvirkning på vores indtægtsvækst for flere af de næste kvartaler, vil vi fortsat være disciplinerede omkring omkostninger og fortsat bygge vore evner, hvilket på sigt bør skabe stærkere vækst," siger Scharf i regnskabsmeddelelsen.

Når renten falder påvirker det bankernes evne til at tjene på forskellen mellem renten på indlånet og udlånet.

Bank of New York Mellon noterede sig desuden for en mindre negativ hensættelse på udlånet mod ventede en mindre tilbageførsel, da Bank of New York Mellon blev påvirket af betalingsstandsningen i et af Californiens elselskaber.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere