FinansWatch

Pensionskasser har aktier for en milliard i Saudi-Arabiens våbenleverandører

Selv om Saudi-Arabien mistænkes for krigsforbrydelser i Yemen, har 14 af de 17 største danske pensionsselskaber investeret i virksomheder, der leverer militært udstyr til kongedømmet

Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

Mens regeringen har suspenderet Danmarks våbeneksport til Saudi-Arabien, investerer danske pensionskasser store summer i udenlandske våbengiganter, der er storleverandører til landet.

Samlet set har de aktier for mindst 1,13 milliarder af danskernes pensionspenge i virksomheder, der leverer militært udstyr og tjenesteydelser til Saudi-Arabien. Det viser Informations gennemgang af de 17 største pensionskassers aktiebeholdninger.

Investeringerne vækker hård kritik fra bl.a. Amnesty International.

"Pensionskasserne bør kunne se, at det handler om våbenproducenter, der helt skruppelløst fortsætter med at sælge våben til et land, hvor der er stor risiko for, at de vil blive brugt til krigsforbrydelser," siger generalsekretær Trine Christensen med henvisning til Saudi-Arabiens involvering i krigen i Yemen.

En FN-rapport fastslog i august 2018, at den saudisk-ledede koalitions luftangreb har forårsaget "flest direkte civile ofre" i konflikten, og at deres bomber har ramt bl.a. boligområder, markeder og hospitaler. Det "kan udgøre krigsforbrydelser", konkluderede FN’s ekspertpanel.

Blandt de danske pensionskasser er den største investor PensionDanmark med aktier for knap 244 mio. kr. i virksomheder som BAE Systems, Lockheed Martin og Raytheon. Førstnævnte er leverandør af kamply til saudierne, mens de to sidstnævnte bl.a. leverer bomber, der bliver brugt i krigen i Yemen. En bombe fra Lockheed Martin blev eksempelvis sidste år brugt i et angreb på en skolebus, der kostede 40 børn livet.

PensionDanmark så gerne, at selskaberne stoppede deres samarbejde med Saudi-Arabien, skriver kommunikationsdirektør Ulrikke Ekelund til Information. Men da firmaerne også er leverandører til det danske forsvar, vil pensionskassen ikke droppe investeringerne.

Anderledes ser man på sagen i MP Pension. Pensionskassen har investeret i virksomheden General Electric, der bl.a. leverer motorer til Saudi-Arabiens kampfly, og "det, finder vi, er problematisk", skriver investeringschef Anders Schelde i et svar til Information.

Han vil derfor nu undersøge investeringen nærmere. Også Pensam og Danica Pension oplyser, at man er ved at se nærmere på investeringerne i General Electric.

Af de 17 pensionskasser, Information har undersøgt, er det kun ATP, Sampension og Lærernes Pension, der ikke ser ud til at have investeringer i et eller flere selskaber, der leverer militært udstyr til Saudi-Arabien.

Denne artikel er videredistribueret af Ritzau på vegne af Information.

Mere fra FinansWatch

Klarna tavs om stor spareplan

Hverken i Danmark, Norge eller på hovedkontoret i Sverige er der svar at hente om, hvordan Klarnas spareplan vil ramme fintech-selskabets afdelinger.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs