FinansWatch

Labour-leder vil drøfte alternativ brexit-plan i Bruxelles

Jeremy Corbyn mener ifølge sit parti, at det britiske parlament kan nå enighed om alternativ til Mays aftale.

Jeremy Corbyn

Lederen af det britiske Labour-parti, Jeremy Corbyn, tager torsdag til Bruxelles for at diskutere en "alternativ" brexitplan. Han skal mødes med topfolk fra EU, blandt andre brexitforhandler Michel Barnier.

Det oplyser hans parti.

Labour oplyser videre, at Corbyn vil forklare, at han tror på, at det britiske parlament vil kunne nå til enighed om et alternativ til den aftale, den konservative premierminister, Theresa May, har lagt frem.

Corbyn skal ifølge Reuters også møde EU-Kommissionens generalsekretær, Martin Selmayr, og regeringschefer fra syv lande.

"Jeg tror, det er muligt at blive enige om en aftale med EU, der sikrer et tæt økonomisk forhold, inden europaparlamentsvalget," siger Corbyn ifølge nyhedsbureauet AP.

Der er EU-topmøde i Bruxelles torsdag, hvor brexit er på dagsordenen.

Det er ikke lykkedes for den britiske premierminister Theresa May at få stemt sin skilsmisseaftale med EU igennem i det britiske parlament.

I januar og senest 12. marts blev aftalen stemt ned af et stort flertal.

Onsdag sendte Theresa May et brev til EU-præsident Donald Tusk, hvor hun formelt anmodede om en udskydelse af brexit indtil 30. juni.

Det er blandt andet det ønske, som EU-lederne skal diskutere torsdag.

EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, understregede onsdag gennem sin vicetalsmand, at Storbritannien skal forlade EU inden 23. maj.

Ellers skal briterne deltage i europaparlamentsvalget, der afholdes over hele EU i dagene fra 23. maj til 26. maj.

Donald Tusk sagde samtidig, at han er klar til at acceptere en udskydelse.

Dog kun hvis det britiske parlament formår at stemme en aftale igennem inden den nuværende udtrædelsesdato den 29. marts.

Mere fra FinansWatch

Ny direktør vil ikke have ret, bare fordi hun er chef: "Det bedste argument bør vinde"

Efter små tre år i Microsoft Danmark vinker Anne Marie Kindberg farvel for i stedet at blive kommerciel direktør hos fintech-virksomheden Lunar fra 1. februar. De første dage skal hun formentlig lytte lidt mere, end hun skal tale, og så ser hun frem til at blive en del af en virksomhed, der ifølge hende kommer til at revolutionere bankbranchen, som vi kender den.

Tribal-banker vinder frem

Neobanker, hvor kundebase og formål er drevet af markører som etnicitet, politisk tilhørsforhold eller klima, vinder frem i Tyskland, USA og Storbritannien.

Læs også

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs